Selvom det var midt om natten, da vi kørte gennem Tashkents gader, var der ingen tvivl om, at vi var landet i en af de tidlige sovjetbyer. Brede boulevarder, flotte monumenter og store prangende pladser gled forbi bilens vinduer – sammen med kommunisttidens umiskendelige, lidt trøstesløse, grå-gulige beton byggerier.

Uzbekistan var den første af de tidligere sovjetstater der løsrev sig, tilbage i 1991, og siden har landet forsøgt at finde sin egen identitet igen efter 70 år med sovjetisk herredømme. I dag rummer landet de vildeste kontraster mellem imponerende, farverig arkitektur der går flere 1000 år tilbage i tiden og den karakteristiske, lidt småkedelige USSR byggestil.

Tashkent er en af de største byer i Centralasien og byens historie går mere end to tusind år tilbage. Det vidner de smukke gamle moskeer og mineretter om. I Tashkent finder du store pladser og grønne oaser. Gamle, livlige bazarer og hyggelige, men fattige, boligområder med små kringlede jordveje står i skarp kontrast til de toptunede, moderne shopping centre. I det fjerne tårner Chimgan bjergene sig op og danner en flot baggrund for byen. Og på vejene holder de slidte retro Lada’er side om side med nye skinnende Chevrolet biler, æselkærrer og folk på hesteryg – alt imens det effektive metrosystem fungerer upåklageligt nede i dybet under byen. Tashkent er den eneste by i Centralasien med undergrundstog, og en tur med byens metro er en attraktion i sig selv, da den regnes blandt de flotteste i verden.

Når vi rejser, kan vi godt lide, at tage tingene som de kommer og udforske på egen hånd. På den måde kan vi opleve, præcis det vi har lyst til – på dagen – og tilpasse det børnenes tempo. Derfor bookede vi heller ikke nogle arrangerede ture hjemmefra. Vi valgte at udforske silkevejsbyerne på egen hånd – enten til fods eller med taxa (hvis der var tale om lidt større afstande). Faktisk kan man godt sige, at stort set alle køretøjer i Uzbekistan kan regnes som værende taxaer. Der findes helt almindelige autoriserede taxaer, men på bus- og togstationer, og ved de store seværdigheder, holder en masse privatbiler også klar til at give dig et lift og tjene lidt ekstra. Ligesom privatbiler også stopper og tilbyder et lift, hvis man står i vejkanten inde i byen. Så det er aldrig et problem at få kørelejlighed, når behovet opstår.

Det er ikke svært at rejse på egen hånd i Uzbekistan. Der er forskellige måder at komme rundt i landet på, men indenrigsfly, bil med chauffør eller tog virker til at være de meste benyttede. På de lange strækninger valgte vi udelukkende at benytte os af det velfungerende tognet, der gør det muligt at besøge alle de største og mest kendte silkevejsbyer på en nem måde. Togbilletterne valgte vi at booke hjemmefra hos et lokalt rejsebureau (der også hjalp med vores visum), så var vi sikre på at få fire siddepladser, på de dage vi ønskede os.

På strækningen mellem Tashkent og Samarkand er det muligt at komme med et spritnyt, toptunet højhastighedstog, der i indretningen mest af alt minder om et fly, store moderne sæder, blæs på aircon og effektive stewardesser, der sørger for mad og drikke. Men ellers er det de helt klassiske, lidt ældre tog der opererer på de fleste strækninger. Togene er, på ægte russisk maner, indrettet med en ”samovar” – en vandkoger til bl.a. the og kaffebrygning – i hver vogn (præcis som man også finder det på togene på den transsibiriske jernbane). På gulvene pryder ”ægte” tæpper indretningen, og fra de ophængte tv-skærme drøner (lidt for) højlydt russisk musik ud over kupéerne. Lige som det skal være..!

Pelle og Filippa finder sig heldigvis fint til rette på de lange rejsestrækninger. Og accepterer hurtigt, at ”i dag er det rejsedag”. Det gjorde de også på togturene i Uzbekistan. Vi søger (selvfølgelig) altid for, at der hverken mangler mad eller drikke, og derudover har de lidt bøger, noget tegnegrej, klistermærkebøger og iPads at hygge sig med. Og hvis de ved, at vi er længe på farten, så kan de også sagtens lægge sig ned og tage en lur undervejs.

Det kunne godt blive varmt! og hastigheden var noget mere moderat på det klassiske (læs gamle) tog end i ”hightech toget”. En 4-5 timer blev hurtigt til 5,5 time…! Men hvad gør det, når man kan sidde lige så stille og kigge ud af vinduet, hvor et meget goldt og til tider bjergrigt landskab suser forbi – kun afbrudt af enkelte oaser og små landsbyer. Man skal ikke bevæge sig langt uden for storbyerne, før det virker som om, man er kastet mindst 100år tilbage i tiden. Herude bor de stadig i små selvkonstruerede lerhuse, børnene leger på de støvede jordveje, de lokale kommer ridende forbi på æsler, og arbejdet i marken foregår ved håndkraft eller med oksekærre. Her betyder det umiddelbart ikke så meget, hvem der sidder på magten i landet, og det virker mest af alt som om tiden har stået stille!

På trods at sprogbarrieren oplevede vi, at Uzbekerne var helt utrolig venlige og gæstfrie. Flere stoppede på gaden for at hjælpe os med at finde vej. I Bukhara blev en gammel ”babushka” (bedstemor) så glad for ungerne, at hun gav dem små gaver og slik, da vi nogle dage i træk var gået forbi hendes bod. I Tashkent oplevede vi, at et par unge fyre købte noget at drikke til os, da vi stoppede op og talte med dem på gaden. Da vi gik på opdagelse i de små gader i Samarkand, inviterede en ældre dame os indenfor i sit ydmyge hjem, hvor hun stolt viste os rundt og gav os æbler og vand. Og i toget delte medpassagererne deres mad – kylling og æg – med Pelle og Filippa. Alle var nysgerrige og interesserede, og vi prøvede at kommunikere med dem, så godt vi kunne. Igen oplevede vi, at det åbner mange døre at rejse med vores børn. Og igen gav det anledning til mange gode snakke om, hvordan de lever i andre kulturer og andre samfundslag. Og hvor dejligt det er med gæstfrihed og gavmildhed.

Men hvordan var det så, at rejse rundt i Uzbekistan på den absolut varmeste tid på året? Og hvad synes ungerne om det? Der var ikke ret mange vestlige turister i Uzbekistan i juli måned, men stadig en del asiatiske besøgende. Det ER umiddelbart den varmeste tid på året at rejse i Centralasien, og de fleste lægger derfor også deres besøg i de sene forår eller det tidlige efterår. Men nu var den danske sommerferie bare lige det tidspunkt, hvor det passede godt ind hos os – vi ville gerne gemme nogle ferieuger til en senere rejse, og så passer 14 dage faktisk perfekt til en rejse i Uzbekistan. Man kan selvfølgelig altid bruge længere tid, men der er muligt at se de fleste af de store highlights på to ugers rejse. Derfor besluttede vi os for, at trodse varmen, og rejse i juli måned. Og det kom vi ikke til at fortryde. JA, det var varmt – som i rigtig, rigtig varmt! Men vi var forberedte på det, og så tilpassede vi egentlig bare vores rejse efter det..

Vi gik på opdagelse om morgenen og formiddagen – og når det for alvor blev varmt, søgte vi enten tilbage til hotellet (eller ind i et center med aircon). Vi havde på forhånd lovet ungerne, at vi ville overnatte på hoteller med pool. Både pga. varmen, men også fordi, at de forbinder sommerferie, varme og sol med at hygge sig og bade ved havet eller i poolen. Det første var, af gode grunde ikke en mulighed, men det sidste ønske kunne vi imødekomme. For selvom vores børn allerede er rutinerede små backpackere, der gerne vil med ud og opleve noget, så vil de også rigtig gerne bade og lege i poolen – præcis som andre børn. Så sådan blev det. Vi nåede måske ikke helt så vidt omkring, som vi kunne ha gjort. Men vi så en masse. Og med mindre det var en transportdag, så holdt vi hver eneste dag en lang siesta ved poolen, efterfulgt af frokost, og nogle timer på værelset med bøger, spil, leg, afslapning og lidt ipad.

Omkring 17-18 tiden når temperaturen var mere behagelig igen, og lyset perfekt til billeder, tog vi ud for at opleve de smukke gamle byer – og senere nyde solnedgangen på en af de eventyrlige pladser omgivet af ældgammel arkitektur, kupler belagt med turkis mosaikker, gyldne moskeer og smukke mineretter. Det lyder som en kliché, men det VAR virkelig som taget ud af 1001 nats eventyr! Og det bedst var næsten, at vi flere gange var heldige, nærmest at have det for os selv – noget der, ifølge vagterne, aldrig ville være sket i højsæsonen, hvor man ofte må kæmpe lidt mere om pladsen med andre turister og emsige souvenir sælgere. Men når man stod der, stille og roligt, kunne man næsten mærke historiens vingesus og se kamelkaravanerne for sig. Og Thomas, der hjemmefra ikke rigtig forstod, hvad 1001 nat sådan helt præcis dækkede over, sagde, en af de første aftner, hvor vi stod på den smukke plads foran Kalon Moskeén i Bukhara:
”NU ved jeg, hvad du mener med 1001 nat!”

Uzbekistan er bare SÅ anderledes, kontrastfyldt og virkelig spændende. Navne som Bukhara, Samarkand og Tashkent pirrede virkelig min nysgerrighed – og de gamle karavanebyer levede 100% op til alle mine forestillinger. Uzbekistan emmer af eventyr!

#gogogo