Verdens største nulevende (ekstremt aggressive og kødædende) øgleart og børn rimer ligesom bare ikke rigtig på hinanden vel?!
Ja altså billedet afslører jo på en måde lidt svaret
Men det ligger måske ikke lige til højrebenet, at man tager små børn med til Komodo National Park. Og da vi hjemmefra forhørte os lidt hos den lokale samarbejdspartner på Bali i Indonesien, mente de heller ikke, at det var verdens bedste idé. Verdens største nulevende (ekstremt aggressive og kødædende) øgleart og børn rimer ligesom bare ikke rigtig på hinanden vel?! Men vi havde hørt, at man sagtens kan opleve de store varaner med børn, og besluttede os for at tage derover og tjekke det ud. Det var også en af de ting, som Pelle på forhånd havde glædet sig mest til og talt meget om. Øgler er vist det tætteste man kommer på at have set en “ægte” dinosaurus, og det er sejt når man er 6 år gammel!
Eventyret var ellers lige ved at forsvinde mellem hænderne på os! Vi vidste udmærket godt, at man skal være i god tid for at få fat på flybilletter mellem Denpasar/Bali og Labuan Bajo/Flores i sommerperioden. Men vi bookede det ikke hjemmefra, da vi gerne ville være frie som fuglen. Istedet satsede vi på at gøre det undervejs på rejsen – måske sådan et par uger før. Men I ved hvordan der er ik. Det er ferie, solen skinner, og den ene dag tager den anden. Og pludselig skulle vi flyve indenfor de næste par dage, hvis vi skulle nå til Flores inden rejsen sluttede. Og så var Garuda Indonesia selvfølgelig udsolgt….!
Jeg kan ligeså godt sige det, som det er, der så mor ikke sur ud under morgenmaden – bare virkelig skuffet
Jeg kunne mærke, at eventyret var ved at forsvinde mellem hænderne på os!
Så mens undertegnede sad der og surmulede, sagde min (næsten altid) rolige mand bare: Lad os nu lige se! Og det viste sig hurtigt, at Garuda Indonesia ikke var den eneste mulighed på ruten (og ja den gamle hængemule lyste op igen, da mulighederne begyndte at vise sig ). Hende der tjekkede billetter for os regnede bare med, at vi gerne ville med Garuda – det eneste Indonesiske flyselskab der ikke er blacklistet i Europa (de er som det eneste selskab på vej tilbage på plus listen i Europa). Men Wings Air havde skam pladser! Vi googlede lidt og fandt en masse positive reviews. Og tænkte ‘10.000 users cant be wrong’ (eller noget)?! Og sådan er det jo mange steder ik?! I Burma fløj vi da også med små ukendte selskaber! Og de små indenrigsselskaber rundt omkring i verden kan jo ikke allesammen komme med på den liste vel…?! Nej præcis! Så var det på plads…!
Eventyret var sikret. Og der holdt en fin lille propelfætter og ventede på os, da vi nåede i lufthavnen. Indrømmet! For min skyld måtte den da godt ha været bare liiiige lidt større. Men da Pelle så den, udbrød han: “Skal vi flyve i den – fedt!! Nøj den ser sej ud!!!”. Tja det var jo ikke ligefrem en Airbus 380 – men alt afhænger af øjnene der ser ik?!
Labuan Bajo er gået fra at være et lille søvnigt fiskerleje til i dag at fungere som den foretrukne gateway til Komodo National Park. Befolkningen på Flores er overvejende kristne, men hos de tidlige havnomader, Bajo folket, i Labuan Bajo er islam den dominerende religion – som det er tilfældet i store dele af Indonesien. Byen er stadig meget lille, mest af alt består den af en hovedgade langs havnen, hvor dykkerbutikker ligger side om side med cafeer, homestays, ATMs, moskéen, restauranter, operatører af Komodo oplevelsesture, de små lokale butikker og et marked. Langt de fleste rejsende flyver udelukkende hertil for at opleve varanerne, og ser ikke mere af Flores end Labuan Bajo – øens vestligste punkt. Det gjorde vi heller ikke, hvilket faktisk er synd, da Flores helt sikkert har en masse at byde på, og ikke ret mange turister. Men det er alt sammen et spørgsmål om tid og prioritering på sådan en rejse…..vi gør det næste gang! Ud fra indflyvningen at dømme så ligger de små øer blot dernede og venter på at blive udforsket!! Men denne gang var det Komodo varanerne, det gjaldt!
Vi havde bestemt os for at blive på Flores i fire nætter. Det ville gi os tre hele dage i Labuan Bajo. Istedet for én nat på land og én nat på en båd, som de fleste tager, satsede vi på dagsture ind i nationalparken. Det var det, vi følte, ville fungere bedst med børnene, og som Pelle helst ville. Varanerne kan opleves på Rinca og Komodo. Rinca er ca. 2 timers sejlads fra Labuan Bajo, mens Komodo ligger ca. 4 timers sejlads væk (per vej – derfor de mange ture inkl overnatning). Det var ikke så vigtigt for os, hvor vi så varanerne, bare vi så dem! Så den første dag bookede vi en dagstur til Rinca inkl. er par snorkling stop på hjemvejen. Havde vi ikke heldet med os, kunne vi altid gå efter den noget længere tur til Komodo og Pink Beach en anden dag!
Vi var tidligt på farten, og de to timers sejlads til Rinca gik hurtigt. Der var nok at se på, og man måtte sidde på bådens stævn og nyde det hele. Vi passerede en masse både, og landskabet var fantastisk smukt. Små tropeøer, turkisblåt vand og de lidt mere golde bakker inde på land, hvor landskabet mindede os lidt om Chocolate Hills på Bohol i Filippinerne. Guiden var rigtig glad for børnene, og særligt Filippa fik charmet sig ind og sad hos ham ude på stævnen en stor del af turen. Vi skulle tidligt afsted, da varanerne ikke er særlig aktive i varmen midt på dagen og søger skygge, så de kan være svære at se. Derudover var det ‘mating season’, hvilket betyder, at de største varaner slet ikke kommer ud af deres huler.
Det var med både spænding og ærefrygt, at vi stod af båden – passerede skiltet “Be carefull crocodile area” – og begyndte at gå ind i national parken, hvor en ranger stod klar til at møde os. Pelle blev pludselig også en smule nervøs, da det gik op for ham, at varanerne ikke var i en indhegning. Nervøsiteten blev dog hurtigt afløst af spænding. Udover den karakteristiske Y-formede gren bærer rangerne ikke våben. Hvor meget den reelt hjælper, ved jeg ikke – jeg mener, det er bare en gren ik?! – men det virker som om, at de kan deres kram, og ved hvad de gør, og vi følte os trygge i hans selskab.
Vi var heldige, at der var stor aktivitet omkring nogle døde geder (yes flere døde geder ;-)), der tidligere på dagen var blevet hængt op ikke langt fra indgangen til nationalparken. Så nærmest med det samme kom vi tæt på de gigantiske dyr. Nøj det var fedt. Og lidt nervepirrende også. Man kan tydeligt mærke, hvor stor respekt rangerne har for varanerne. Og det smitter!
Herefter kunne vi vælge at gå et kort, medium eller langt hike i skoven. Eller vi kunne stoppe der, som rangeren sagde, nu havde vi jo ser varanerne, og det var en lang tur for små børn. Men både vi og ungerne var klar til en gåtur. Så vi tog den korte tur på 2 kilometer. Vi tænkte, at det nok var mest passende i varmen. Særligt for små mennesker med små ben. Det var en stor oplevelse at gå rundt der i skoven og lede efter varanerne. Af og til stoppede vi og stod og kiggede på de store huller i jorden, der udgør varanernes huler. Indimellem puslede det i buskadset, og på magisk vis var selv ungerne musestille! Hvad mon der dukkede frem fra skovens dyb? Der lever mange andre dyr i skoven bl.a. rådyr, vildsvin,bøfler og ikke færre end 12 slangearter! Vi var heldige og så flere varaner på turen. Både store og små. På et tidspunkt lå en af de lidt større varaner og spærrede stien. Helt dovent lå den der i varmen! Men det skal man ikke lade sig narre af. Trods deres noget kluntede og tunge fremtoning, kan varanerne bevæge sig med op til 20 km i timen. Alrighty then! Vi finder da bare en anden vej.
Pelle og Filippa var meget optagede af skovens liv og lyde og klarede gåturen i varmen rigtig flot. Det var ikke noget problem at have børn med på turen, og vi så også flere andre familier i nationalparken den dag (selvom Filippa nok var den yngste besøgende). De synes tydeligvis, at det var ligeså spændende, som vi gjorde. Og vi havde en dejlig dag både på land og på vandet. Og den blev ikke dårligere af, at vi på vejen tilbage mod Labuan Bajo stoppede ved den dejligste kridhvide sandstrand, på en lille tropeø der var omgivet af koralrev, og hvor der var rigtig gode forhold til at snokle med børn. Pelle er blevet bidt af livet under overfladen på den her rejse. Ja lidt præger man jo altid sine børn ik…..
Nåå ja fik jeg nævnt, at jeg også var en hel dag (7-18) på havet med Uber Scuba Komodo. Ud over varanerne tilbyder Komodo National Park nemlig også vedensklasse dykning!! Og ud over en imponerende diversitet i dyrelivet med ‘alt i fisk’ lige fra skildpadder, hajer, søslanger, delfiner og muræner og de smukke smukke farver under havoverfladen, var vi netop den dag heldige at svømme med 7-8 Manta Rays. Jeg elsker min familie og vi hygger os i stor stil på rejsen! Men det var altså den bedste fridag fra mit (ellers højtelskede) “morjob”, jeg længe har haft. Wauuuw Dykning i Komodo National Park rocks!!!!
Mens jeg legede fisk, hyggede Thomas og ungerne sig på hotellet – ved pool og strand. Vi havde nemlig prioriteret at bruge en smule mere på hotellet her på Flores, og boede 2 km udenfor Labuan Bajo på et hotel med pool og lige ned til stranden. Da vi stod i receptionen og forhandlede om prisen, hørte Pelle, at vi havde valgt et hotel med pool. Og så gav han mig en kæmpe, spontan krammer: “Er der swimmingpool – tak tak tak mor”.
Så familien havde også haft en dejlig dag, og de stod klar til at høre om mine oplevelser, da jeg kom retur!
Min umiddelbare vurdering af Komodo National Park….. Komodovaraner og Manta Rays – what’s not to like?!
Leave a Reply