Jep! Vi havde også godt hørt om Autobahn udfordringer i Nordtyskland, og besluttede os, i sidste øjeblik, for at køre et stykke ned mod Hamburg sent mandag aften – det der med at starte rejsen med god tid vs stress, du ved. Børnene faldt i søvn i bilen, og opdagede nærmest ikke, da vi gjorde stop i Tyskland for natten.
Men forventningens glæde lyste ud af Filippa, da hun næste morgen slog øjnene op.

“Er vi NU i Pingonesien mor”? (vores datter er svært glad for Rasmus Klump)
“Nej min skat – vi er i Neumünster” ;-)

Umiddelbart op ad bakke derfra med to døgns rejse forude…!! Men heldigvis har hun en alder, hvor de fleste transportformer rangerer helt på højde med en tur i tivoli! Så den var slet ikke så svær at få solgt. Nu skal du høre: Først skal vi køre 1 time i bil, så 10 min. med bus, herefter flyve 5-6 timer – efterfulgt af en nat i Dubai – dernæst kan vi lokke med godt 8 timer mere i et fly, 1,5 time i et andet sejt fly og tilsidst en tur i minibus til vores hotel. SÅ er vi i i Indonesien! Jahhh sagde pigen bare.
Men hvilket barn på 3 år drømmer ikke også om sådan en tur… ;-)

Rejsen gik også over al forventning, taget i betragtning at selvsamme barn pt. topper på trodsalder-hidsigheds-barometret! Faktisk var det første gang, i de år vi har fløjet med små børn (snart syv nu), at det er lykkedes os begge at se en helt film. Ikke uden afbrydelser, som nogle tv kanaler reklamerer med, men alligevel. En hel film!! Det er ikke løgn, det de siger, ved 3 års alderen er man virkelig “på vej ud af mørket”. Hvad skal det ikke ende med!?

Jeg bliver gang på gang imponeret over, hvad sådan nogle små størrelser kan holde til. De flyder ligesom bare med strømmen og accepterer, at det er så her, vi er nu. Jeg er altså lidt stolt over vores unger – altså på sådan en “det er overhovedet ikke, fordi jeg er deres mor” agtig måde ik ;-)

Udover at der var usædvanlig god ro og orden på rejsen, så åbnede turen også op for både kulturelle og religiøse emner (i børnehøjde forståes). Da en burkaklædt kvinde knælede i et hjørne af flyet – lige ud for vores sæder – og udførte sin rituelle bøn. Eller da den utrolig empatiske og indsigtsfulde kaptajn annoncerede over højtaleren: “Mine damer og herrer, solen er nu gået ned over området, og I der faster, kan med god samvittighed nyde den mad, der bliver delt rundt om et øjeblik”.

Personligt er jeg stadig ret så fokuseret på slutdestinationen. Men ungerne tvinger mig til at være til stede i nuet, og forholde mig til alle de indtryk og oplevelser som rejsen rent faktisk bringer med sig. Det er vel egentlig meget sundt?! OG jeg delte til fulde børnenes begejstring, da Javas majestætiske vulkaner begyndte at dukke op udenfor vinduet. Den var god nok.

NU var vi i Pingonesien!!

[Show as slideshow]

P.S. En sidegevinst ved sådan en lang rejse er, at børnene bliver dejligt trætte, og går ud som et lys så snart de rammer sengen!