“The road from hell” til Punta Allen
Sian Ka’an Biosphere Reserve skulle være et smukt naturreservat, og vi havde også fået området anbefalet af kollegerne. Det store naturområde ligger ikke langt fra Tulum, så vi besluttede os for at udforske det nærmere, én af de dage vi boede der.
Selvom vi rejser med børn, så er vi ikke ligefrem de første ude af starthullerne, når det kommer til kapløbet om at stå først klar ved seværdighederne. Vi er sådan lidt mere til slow mornings…..
Eller det vil sige, Thomas er til de tidlige, hurtige morgener iført løbesko. Jeg – aka Maude – er (pga. en slidt ryg) til de langsomme, dovne morgener på varmepuden. Og Pelle og Filippa sover som regel længe, fordi de ofte er sent oppe, når vi holder ferie. Når Duracel så er retur, og har rekonneseret lidt i området, passer det cirka med, at vi andre er ved at komme til os selv, og at vi i samlet flok kan spise morgenmad ved 10-11 tiden ;-)
Det samme gjorde sig gældende den dag, hvor vi besluttede os for at udforske Sian Ka’an Biosphere Reserve. Der er umiddelbart to indgange til oplevelser i nationalparken, som skulle give to ret forskelligartede oplevelser (to forskellige økosystemer).
Muyil, inde i landet, er lettest tilgængelig. Her kan du opleve jungle, maya ruiner, vådområder, ferskvands lagune og mangroveskove – til fods og i båd. Det kan opleves på en halvdagstur fra Tulum.
Punta Allen ved kysten, byder på oplevelser dels i vådområder og mangroven og dels på havet med saltvandslaguner og et spændende marine liv med mulighed for at se søkøer, havskildpadder og delfiner (både snorkling og fra båden).
Vi valgte Punta Allen, hvor man kunne køre hele vejen gennem Sian Ka’an langs kysten. En tur på blot 43 km (53km fra vores hotel). GPSen viste også en alternativ rute på større veje, uden om nationalparken, men den anden option virkede klart mere attraktiv. Sådan lidt Margueritruten I ved ;-) – OG der var ikke ret langt! Så vi kørte afsted ved 12 tiden, efter én af de der dejligt langsomme morgener ;-)
Ved indgangen til Sian Ka’an skrev vi os ind i en besøgslog, betalte nogle få pesos, og så var vi klar til at tilbagelægge de 43 km. Vi havde ikke et kort, men der er kun én vej fra indgangen til Punta Allen, så vi trillede bare stille og roligt derud af…
Og stille og roligt blev det….
Eller det gik ihvertfald L.A.N.G.S.O.M.T !!
Det så ret flot ud i Sian Ka’an med grusvej så langt øjet rakte og grønt på begge sider. Der var skilte med forskellige eksotiske dyr som iguaner, slanger, vaskebjørne og pumaer. Der sad masser af iguaner og solede sig langs og på vejen, og de store rovfugle kredsede over trækronerne.
I starten var det spændende og eksotisk. Men efter et stykke tid blev det noget ensartet og rastløsheden meldte sig, samtidig med bekymringen for om lejebilen (en helt almindelig personbil) mon kunne klare mosten (de lokale kørte i 4×4!). Grusvejen var mildest talt elendig – fyldt med kæmpe store huller og store fartbump (af mere eller mindre kreativ art – som fx tykke reb), hvor afmærkningen ikke længere var synlig.
Det så ud som vejen på et tidspunkt havde været asfalteret, men nu var den blevet ødelagt af vejr og vind, og alt der var tilbage, var en elendig grusvej. Kun ganske få steder blev havet eller mangroven synlig, ellers lignede det fuldstændig sig selv. En elendig grusvej uden ende ;-)
Det tog os ca. 2 timer og 45 minutter at tilbagelægge de 43 kilometer – af og til var vi nede på 10 km/t, og hvis det gik vildt for sig, sneg vi os et stykke over 30! Vi mødte hverken butikker eller toiletter undervejs, men så et par hytter/resorts her og der. Da vi endelig nåede den søvnige lille fiskerby Punta Allen, føltes det nærmest som om, vi havde været på en båd efter den rystetur. Og alle skulle lige sidde og sunde sig lidt (især fordi at alle aktiviteter fra Punta Allen ind i Sian Ka’an foregår med båd(!)). Vi var ret enige om, at vi nok hellere måtte gå efter the less scenic route på hjemvejen!
Klokken var efterhånden blevet 15 – så en noget senere ankomst end forventet – og vi satte og ned, fik lidt frokost og talte med de lokale. De kunne fortælle os, at vejen fra Tulum faktisk var ret god efterhånden, og havde været meget værre for et par måneder siden pga. regnen. I den mere nedslående afdeling kunne de også fortælle, at der IKKE var en alternativ rute ind og ud af Punta Allen, sådan som GPS’en ellers havde vist. Hvilket betød, at vi skulle samme vej retur. I dag. Og helst inden det blev mørkt. Se den skulle vi lige sluge!
Men altså, der er som bekendt ingen grund til at bekymrer sig alt for meget, om ting man ikke kan gøre noget ved! Og selvom vi lige et splitsekund overvejede at sætte os i bilen igen med det samme, så besluttede vi os for, at vi ligeså godt kunne leje en båd og komme ud og se på Sian Ka’an, sådan som vi havde planlagt!
Der er ture på 2,5 time. Men det var lidt for længe for os, så vi fik handlet os frem til en tur på 1-1,5 time (hvilket de ellers ikke var så meget for i starten, hvor de insisterede på en fast pris uanset varighed). Problemet med at sejle relativt sent ud er, at der ikke er ret mange både tilbage på vandet, og derfor kan det være væsentligt sværere at spotte delfiner, da bådene normalt hjælper hinanden og taler sammen over radioen. Men attraktion er lige så meget de store havskildpadder, mangroven med fuglelivet og bl.a. også en lækker lagune, som de kalder natural pools.
Vi havde en rigtig dejlig sejltur, og vi fik en ide om, hvad Sian Ka’an er for en størrelse, da vi sejlede gennem mangroven (Sian Ka’an er en kæmpe Biosphere på 5,280 km2!). Ude på havet spottede vi en enkelt delfin (ok ikke alle så den ;-)) og flere havskildpadder, som vi fulgtes med et godt stykke tid. Og vi så, når de, helt tæt på båden, kom op til overfladen for at trække luft – til ungernes store begejstring. Vi nåede også en lille snorkeltur i det smukke, klare (og tangfri) vand ved natural pools, inden vi sejlede tilbage til Punta Allen i solnedgangen.
Sian Kaan blev en fed oplevelse, trods alt!
Dagen var reddet – og vi var (næsten) klar til en tur mere på the road from hell…..Som vi tilbagelagde på imponerende 2,5 time på tilbagevejen – og dermed nåede vi næsten retur til Tulum inden det blev (alt for) mørkt….!
Hvis du vil være lidt bedre forberedt og lidt mere organiseret end os, så får du her lidt TIPS til at opleve Sian Ka’an fra Punta Allen
- En firehjulstrækker eller andet terrængående køretøj ville være optimalt og forkorte kørselstiden markant. Plus man eliminerer stressfaktoren i om lejebilen mon slipper helskindet fra sådan en omgan (det gjorde den heldigvis!)
- Medbring drikkevarer og snacks til køreturen (men forvent ikke et toillet undervejs!)
- Husk rigeligt med kontanter til frokost og båd – der er ikke en ATM i Punta Allen (de har ikke strøm 24/7)
- Hæng evt. lidt ud omkring havnen og se, om der er mulighed for at dele udgiften til båden med andre rejsende (prisen for 2,5 times sejlads (1 båd) lå på ca. 2500 pesos pr. person).
- Tag evt. en overnatning i Punta Allen
- Eller kør tidligere fra Tulum end os……. med mindre I også elsker de der lazy mornings, for så går det nok alligevel…. ;-)
Leave a Reply