VI ER FRIE SOM FUGLEN! En beretning fra Gili.

By 2

Mor vi er hvide mennesker. Dem der bor her er brune mennesker. Og far er et rødt menneske!

Det er med Gili øerne, præcis som der står i Lonely Planet; the secret is out!!! Og jeg havde da heller igen forventning om, at finde øerne præcis som da jeg forlod dem 15 år tidligere. (OMG 15?!? hold nu op jeg må ha været ung på den rejse :-)). Det gjorde vi bestemt heller ikke – og så alligevel…….!

Dengang boede jeg på Gili Trawangan, så det skulle vi da også denne gang, selvom vi selvfølgelig godt havde hørt, at det var den af de tre øer, der havde gennemgået den største udvikling. Men hey, nu havde vi jo også lige cruiset rundt på næsten mennesketomme strande på Lombok. Og jeg var lidt spændt på at se, hvor meget der rent faktisk var sker på Trawangan.

Allerede da båden nærmede sig øen, vidnede den massive bebyggelse, mængden af både langs stranden og det store kulørte TRAWANGAN skilt om, at ikke alt var ved det gamle!

image_49

Vi kunne mærke øens puls, med det samme vi steg af båden. Her summede af liv, og de var der allesammen. De lokale der havde travlt med at læsse nye forsyninger af bådene. De unge halvsøvninge backpackere, der netop var ved at komme til sig selv efter nattens udskejelser. Bådsmændene på jagt efter kunder. De gamle hippier med bare tæer, rastahår og batiktøj. Rejsende i alle aldre med deres rygsække. De fastboende. De unge. De ældre. De hippe. Børnefamilierne. Trolly tripperne. Dykkerne. De der, nu på fjerde år, bare lige blev hængende én dag mere. De indfødte med den klassiske muslimske hovedbeklædning. Børnene der legede i støvet. Butiksejerne der sad døsigt på små skamler i døråbningerne. Og turisterne der upåagtet øens kultur spankulerede gennem gaderne i deres små bikinier. Den nu flisebelagte “hovedgade” var et virvar af cykler der ringede med klokkerne, og kæmpede en brav kamp med de mange hestevognes båthorn, for at komme frem gennem menneskemængden. Motorkøretøjer er heldigvis stadig ikke tilladt på øerne, men alligevel virker der ved første øjekast ret trafikeret – blot i form af cykler, hestevogne og ja bare mennesker!

image

For hold nu fast der var sket meget!! Jeg vil ikke gå så meget i detaljer, men der var mange (som i rigtig mange!) overnatningsmuligheder, restauranter, barer, rejsebureauer, dykkershops og ja bare butikker i alle afskygninger. Og som det nu engang er med udbud og efterspørgsel, så havde prisniveauet også fået et gevaldigt hak eller to opad!

Det er ikke svært at se, hvad der har været attraktionen ved Gili. Og sådan er det stadig. Endeløse sandstrande, palmer, turkisblåt vand, mulighed for at snorkle med skildpadder direkte fra stranden og udsigten til de majestætiske vulkaner der tårner sig op i horisonten. Nu bare tilsat en hel del flere turister! En stor del af stranden er nu dækket af restauranter i alle afskygninger og små områder med liggestole forbeholdt gæsterne fra de forskellige resorts.

image_38

Vi havde ikke booket noget på forhånd, men startede blot med at gå dernedad, indtil vi fandt er sted, der matchede vores ønsker både mht. pris og beliggenhed. Vi endte et godt stykke oppe ad kysten. Der hvor den flisebelagte hovedgade igen var blevet til grusvej, hvor der var lidt luft mellem strandrestauranterne og hvor vi ikke faldt i søvn til bassens rytme, men istedet til den messende kalden fra den nærliggende moské.

Der er bare noget helt særligt ved livet på de små tropeøer. Efter at have boet et års tid på Phi Phi øerne i Thailand og arbejdet med dykning (dengang ruderkonge var knægt ;-)) er det virkelig noget jeg sætter pris på – og af og til længdes efter. Så Gili var på mange måder et dejligt flashback. Der var lidt for os alle. Øen er perfekt til en morgenløbetur, som Thomas sætter stor pris på. Pelle lærte af snorkle og blev helt bidt af det. Filippa hyggede sig i vandkanten og begyndte så småt at gå uden ble. Selv fandt jeg roen tilbage under havoverfladen. En dykkertur udgør for mig den perfekte alenetid. Det er balsam for sjælen, og bringer gode minder om en anden skøn tid i mit liv!

image_16

For os betød Gili rolige morgener med maser af tid, hygge på værelset og morgenmad på stranden. Vi fandt ud af, at hvis vi bare lige gik 10 min. længere op ad stranden, så fik vi den næsten for os selv. Og vi kunne slappe af på en rustik strandbar, mens ungerne legede i vandkanten, hoppede over bølgerne og byggede sandslotte. Når tiden og roen er der, blomstrer kreativiteten i fuld flor, og til Pelles store tilfredshed fik vi både bygget Bromo vulkanen og Borobudur templerne i sandet. Vi tog på sejltur til de andre Gili øer – Meno og Air – hvor vi bl.a. besøgte venner fra Danmark. Vi så de smukke solnedgange på den anden side af øen. Og om aftenen når solen gik ned, og tidevandet trak sig tilbage, kunne vi gå længe på stranden og finde skaller, lede efter spændende havdyr og se når de lokale fiskere kom ind med dagens fangst.

image_37

For når det kommer til fiskerne og det lokale liv på Gili Trawangan, så er alt på mange måder præcis ved det gamle. Går du blot nogle få hundrede meter væk fra strandpromenaden ind i landsbyen, så er det som om, at tiden har stået stille. Her lever de stadig et meget traditionel og enkelt liv. Stille og roligt væk fra turisternes hovedstrøg. Der kaldes til bøn i moskeen, kvinderne bærer den muslimske hovedbeklædning, høns plukkes ved håndkraft, kokosnødder hakkes i stykker med en sløv kniv, tøjet vaskes i store kar og husene er simple, og rummer storfamilier under samme tag. Et liv der står i skærende kontrast til livet på strandpromenaden! Turismen er dog for længst rykket ind i landsbyen også. Efterhånden som priserne gik op på hovedgaden langs vandet, åbnede flere og flere billigere overnatningssteder som hostels og homestays i landsbyen.

image_29

Ø-livet fik os alle helt ned i gear, og som så mange andre før os, endte vi med at blive – bare lige en enkelt nat eller to mere… :-) For heldigvis var vi jo frie som fuglen, som Pelle sagde 💙 Det er en af fordelene ved, ikke at ha booket alt på forhånd. Man er lidt mere fleksibel – og føler sig faktisk fri som fuglen!!

Lidt sol fik vi også på Gili. Og det kunne ses. Særligt på min kære mand, der ikke er kendt for at være den mest flittige med solcremen, hvilket udløste følgende kommentar fra Pelle: Mor vi er hvide mennesker. Dem der bor her er brune mennesker. Og far er et rødt menneske!

image_53

4 Comments
  • Mille
    July 27, 2015

    Det var en syret oplevelse at læse din blog – som blev delt på fb. For du er jo mig. Ha ha. Jeg har præcis været der på både Lombok, og gili med mine unger på backpacking da de var 2 og 4 år. Havde selv været på gili for 20 år siden, hvor der var en restaurant og 3 steder man kunne bo. Vi ( min mand og jeg) rejser også og skriver om det – vi er begge freelance journalister.
    Har lige netop været i Laos og Vietnam og backpacke:)
    Anyway..det er ligemeget – det sjove var bare at den bungalow din søn står foran, var præcis der vi boede, og vi flygtede også fra Moskeen:) Og fiskede med de lokale…
    Nå men fortsætter med at følge dig..god sommer.KH Mille

    • Forstadsnomade
      July 27, 2015

      Hej Mille
      Det var da pudsigt! Og I lyder som en skøn og spændende familie, så jeg tror ikke, at jeg har noget imod at være dig ;-)
      Så må jeg også hellere følge med, og se hvad din sommer går med, så jeg ved, hvor vi skal rejse hen næste gang…griner.
      Rigtig god sommer til jer.
      KH Pernille

  • cheap oakley sunglasses
    October 5, 2015

    Hey very interesting blog!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *