Travel heavy – pack light!

By 0

Skal man ikke slæbe meget med, når man rejser med små børn?!

Det spørgsmål får vi rigtig tit, når vi fortæller om vores rejser ud i verden. Jeg er faktisk lige ved at tro, at det kommer ind på en flot anden plads – lige efter spørgsmål omkring de lange flyvninger…

Svaret er jo – og nej!

Små børn rimer bare ikke rigtig på travel light vel? For man kan godt føle sig fristet til at slæbe en helt masse gear med på en længere rejse. Jeg mener, for det første, så er det der ”børne-rejse-gear” jo et helt nyt, uopdaget marked, der åbner sig. Og alle ved, at man ikke skal gå ned på udstyr ik?! For det andet, kan man så egentlig overhovedet få de ting, som guldklumpen skal bruge, derude i verden…? I langt de fleste tilfælde er svaret på det spørgsmål JA!

Sandheden er, at man kan slæbe rigtig mange ting med, og at det kan være svært at begrænse sig, særligt med (ble)børn i rygsækken! Og især hvis man f.eks. vælger at rejse til Cuba med en baby – lad os sige for ca. 7 år siden, hvor stort set intet kunne købes i butikkerne og alt lige fra bleer til babymos og grød skulle medbringes hjemmefra til HELE rejsen – men det er en helt anden ‘travel-rather-heavy’ snak!
(se billedet nedenfor….ja okay den store sorte taske nederst på trollyen er altså en klapvogn – trods alt ;-)).
Cuba (16)
I realiteten behøver man, til langt de fleste destinationer, ikke medbringe en helt masse ekstra udstyr til de små! Og det bedste råd, jeg kan gi er da også – dont do it! Der er ingen grund til at slæbe rundt på alt for meget, og sandsynligheden for at det aldrig kommer op af rygsækken er ret stor! For de der børn ude i verden, de skal også både spise, vaskes, sove og skiftes. Så det meste kan man sagtens få undervejs – også et stykke uden for alfavej – er vores erfaring.

When in doubt, leave it out!! :-)

Når først ungerne bliver så store, at de er “ble- og lur-fri”, så har de faktisk ikke brug for ret meget mere bagage end de voksne. Måske lidt underholdning og få personlige/genkendelige ting (som vi andre), men ellers ikke.

Taler vi om de helt små (ca. 0-3 årige), så har vi prioriteret følgende ”ekstra” udstyr på rejserne:

DERYAN rejseseng
image
Denne rejseseng er egentlig et telt, og den er ret genial til rejsen med de helt små!!!

Og nej, det siger jeg ikke fordi jeg får penge for det – vi synes faktisk bare, at den er genial ;) Teltet kan hurtigt og nemt klappes helt sammen, og det fylder og vejer meget lidt (1,5 kg for de mindste modeller). De små synes, det er hyggeligt, da man ligger i en tryg hule – lidt ligesom en tremmeseng/rejseseng bare i en sej teltmodel. Dette har især været vigtigt til Filippa, der, som følge af sin præmature fødsel, har et stort behov for en ‘afgrænset sengeplads’. Hun har ligget i teltet på vores rejser, helt frem til hun var godt tre år gammel!

Hvorfor har vi prioriteret netop det?
Der er flere grunde til, at sådan et telt er rigtig smart at have med på rejsen.

1). Barnet er beskyttet af et indbygget myggenet
2). Teltet kan i en snæver vending fungere som ekstra sengeplads i hytter, autocampere og andre steder, hvor der måske ikke er senge nok til alle.
3). Selv om der er sengepladser nok, er teltet rigtig smart, da det sikrer, at de små ikke triller ud af sengen.
4). Hvis barnet har leget – og evt. sovet – i teltet hjemmefra, er der noget genkendelighed og tryghed i det, selvom man rejser meget rundt, hvilket kan gøre det nemmere at få barnet til at sove.
5). En ekstra bonus er, at teltet også kan tages med på stranden som ‘legetelt’, da det har 50% UV beskyttelse.

#ikkesponsoreret #wejustloveit ;-)

BABYBJÖRN BÆRESELE
– slynge, vikle, skildpadde/Mei tai – eller hvordan man nu foretrækker at bære de små!

Det gir næsten sig selv, at det både er rigtig smart og aflastende at kunne bære barnet på maven eller ryggen – og dermed også have begge arme fri! Det er klart en fordel i lufthavnen ved check-in, sovende børn ind og ud af flyet eller når man har virkelig travlt med at skifte fly! Men også smart på vandreturen og sightseeing – når de små ben bliver trætte. Eller bare når de små har brug for at være tæt på mor eller far pga. mange indtryk. Med den rette sele kan børnene bæres på den måde, til de er forholdsvis store og ikke gider mere! Det er ikke alle lufthavne, hvor man får lov at tage klapvognen med ud til gaten, men i stedet må tjekke den ind. I så fald er bæreselen også et must, hvis der samtidig også skal slæbes puslegrej og håndbagage!

På nogle destinationer foregår transport i biler/busser, hvor hverken sikkerhedsseler eller barnesæde er tilgængeligt. Der har jeg, da børnene var helt små, også valgt at have dem i selen under transporten.

(og nej! jeg siger ikke, at det er sikkert! Ej heller anbefalelsesværdigt at transportere de små på den måde – slet ikke – jeg siger blot, at selen kan være handy i en sådan situation, hvor der ikke er andre muligheder!).

PARAPLYKLAPVOGN
image
En lille, let-sammenklappelig paraplyklapvogn har været fast inventar på alle vores rejser. Det var først da Filippa rundede 3,5 år, at vi for første gang ikke havde den med. Man kan få nogle rigtig gode, både stabile og rejsevenlige, modeller, hvor ryggen kan lægges helt ned, så de sagtens kan bruges til at sove i også. Har man f.eks. barnet i bæreselen, når man rejser – så kan man også spare lidt på kræfterne, og køre sin rygsæk på klapvognen. Der kan også sagtens sidde to børn på skødet af hinanden, hvis den store også bliver træt i benene. De ser ikke særlig stabile ud, men kan holde til virkelig meget. Også lufthavnens til tider hårhændede bagagehåndtering! Ulemperne ved den model frem for den lidt større klapvogn, som mange har derhjemme, er, at styret ikke kan ”vendes” i forhold til solen – her kunne man medbringe en parasol (hvilket vi kun gjorde på den første tur til Cuba). For dette kan ligeså nemt løses ved at rejse med et par tøjklemmer, og så sætte en stofble, et tørklæde eller bare en t-shirt for, når solen skinner. En anden ulempe er, at hjulene er knap så terrængående og heller ikke glade for sand. Men i det store hele så er en paraplyklapvogn en god og forholdsvis handy løsning!

HØREVÆRN
image
Hvis man undervejs på rejsen skal til konceter, store sportsbegivenheder, forlystelsesparker eller andre steder, hvor der kan være et ret højt støjniveau, så kan det være en fordel at ha høreværn med i bagagen. Vi har også benyttet dem til Filippa på nogle af de første flyvninger, da hun var meget støjsensitiv. Det er ikke længere nødvendigt. Men de fylder ikke meget, og er værd at overveje, hvis man rejser med et sensitivt barn.

LEGETØJ

Man kan være fristet til at medbringe en masse ting. Særligt hvis børnene tages med på råd. Men mit bedste råd er – lad være! Når først man er afsted er der en stor chance for, at legetøjet aldrig forlader rygsækken. Og ligesom det er tilfældet herhjemme, så udgør naturens materialer (pinde, blade, sand, strandskaller, muslinger eller hvad der nu er tilgængelig) noget ganske udemærket legetøj!

Vi medbringer mest ting, som børnene kan ha glæde af i lufthavnen, ombord på flyet (toget, bussen, bilen) og når vi venter på maden på restauranter. Gå efter noget der er “meget leg i”, men som ikke fylder ret meget!!
Tusser/farveblyanter og papir/malebog, klistermærkebøger, læsestof (pixibøger til de små – tegneserier til de lidt større), små plast figurer og plus plus, som er helt geniale, mens man venter på maden! Og så medbringer vi (“selvfølgelig”) også altid iPads, så der er mulighed for at alle mand kobler lidt af indimellem – med en film, blogging eller hvad man nu har lyst til. Som regel er der så meget andet spændende, at de, helt naturligt, først kommer frem om aftenen!

Da vores børn efterhånden er store (7 og snart 4 år), er vi nu nede på, at vi, som “ekstra udstyr”, kun behøver at medbringe lidt legetøj. Og når det kommer til tøj, så forsøger vi generelt at medbringe så lidt som muligt til os alle fire.

Så det kan lade sig gøre, at pakke forholdsvis “light” efterhånden :-)
Men jo, det kan godt være svært at begrænse sig, og mit bedste råd er det samme, som min gamle engelsk lærerinde engang gav os, når det kom til kommasætning på engelsk…

When in doubt, leave it out!!

#travelheavy! #packlight!

P.S. Jeg er selvfølgelig klar over, at der kan være andet ekstraudstyr, som har høj prioritet for den enkelte, eller som man kan være nødsaget til at medbringe – f.eks. medicin, solcreme uden giftige stoffer (som ofte tilsættes i bl.a. Asien), autostol eller måske redningsveste til børnene. Som det også er tilfældet, med de ting jeg nævner, så er alt et spørgsmål om prioritering – og det der er vigtigst for én familie, er ikke nødvendigvis det vigtigste for andre. Ovenstående er blot lidt inspiration baseret på vores erfaringer med, hvad vi har haft glæde af at medbring på vores rejser med børnene!

 

 

No Comments Yet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *