Medellin – Comuna 13 og en rulletrappe med stor betydning.

By 0

Som tidligere beskrevet (Medellin – ud af Escobars skygge) startede vi vores Colombia rejse i Medellin med en ret underholdende byrundtur. Udover at få set rigtig meget, på relativt kort tid, så fik vi orienteret os i Medellin og fandt ud af, hvilke områder vi gerne ville se nærmere på. En ekstra bonus var, at vi fik en masse insider tips fra de lokale guider omkring sikkerhed (noget man automatisk går ekstra meget op i, når man har små globetrottere med på rejsen). Derfor følte vi også, at vi sagtens kunne opleve de ting, vi gerne ville, på egen hånd, og Medellins meget velfungerende metrosystem gør det nemt at komme rundt.

Medellin metro Colombia

Medellin metro

Vi var ret nysgerrige på området Comuna 13, også kendt under navnet San Javier, da det er et af de områder, måske dét område, der har gennemgået den største transformation de senere år. Op igennem 1980’erne og 90’erne var det det farligste område i Colombia – Comuna 13 kunne dengang bryste sig af den tvivlsomme ære at have landets højeste mordrate. Der er kun én vej ind og ud af området, så det var let at placere snigskytter oppe ad skråningen. Og med sin beliggenhed tæt på hovedvejen, San Juan Highway, var San Javier det perfekte område til bandeaktiviteter, hvor der skulle transporteres narko, penge og våben. Og dét skulle der i Colombia og i Medellin i særdeleshed på det tidspunkt. Comuna 13 var dengang kontrolleret af FARC og centrum for de paramilitære, guerillaer og bander (alle loyale overfor Pablo Escobar) og til tider en regulær krigszone.

Comuna 13, Medellin, Colombia

Udsigten fra toppen af rulletrappen i Comuna 13

Området, der strækker sig op langs Medellins vestlige bjergsider, er i dag stadig en overbefolket lavindkomst zone, hvor tusindvis af farverige, meget beskedne ler- og stenhuse nærmest vælter ind over hinanden på de stejle skråninger. Comuna 13 er stadig ikke et problemfrit område – så langt fra – men kreativiteten og optimismen blomstrer, og området bærer tydeligt præg af beboernes lyst til at udtrykke sig gennem kunst, graffiti og hip hop musik.

Sådan et område, ville vi gerne udforske lidt mere. Helt specifikt var vi interesserede i at se nærmere på ”La Escaleras Eléctricas” – en 384 meter lang, udendørs (overdækket) rulletrappe der siden 2011 har forbundet Comuna 13’s bjergsider med resten af Medellin. Vi havde set rulletrappens karakteristiske orange tag fra vores tur med en cable car, læst lidt om projektet og besluttede os for, at der ville vi gerne hen.

Det der tidligere indebar en anstrengende 35 minutters gåtur op ad bjergskråningen kan nu tilbagelægges på bare 6 minutter. Rulletrappen er inddelt i seks sektioner, hvilket tillader beboerne at stå af og på i forhold til, hvor langt oppe ad bjergskråningen de bor. ”La Escaleras Eléctricas har dermed forbedret livskvaliteten for beboerne, idet rulletrappen har gjort det muligt for flere at arbejde, også ældre og gangbesværede, når de på en hurtig og sikker måde kan komme til og fra Medellin.

Dagen forinden havde vi fået guidelines til, hvordan vi kom med offentlig transport fra vores hotel i El Poblado – ét af de mest velhavende områder i Medellin – til Comuna 13. Vi skulle med metroen til San Antonio, hvor vi skiftede og kørte videre til San Javier stationen. Udenfor metrostationen i San Javier skulle vi blot gå til højre og så lidt ned af den første sidegade, hvor alle de grønne busser holdt parkeret. Den rette bus ville have et “20 de Julio” skilt i forruden (og prisen var ca. 1.000 pesos pr. pers.). Easy peasy….altså bortset fra, at vi ikke lige fandt den der bus. I stedet besluttede vi os for at gå det sidste stykke fra stationen. Vi vidste ikke helt hvor langt der var – men så kunne vi jo samtidig se lidt på området.

Vi gik et godt stykke gennem et beboelsesområde (med google maps i hånden) og mødte ikke rigtig andre turister undervejes, ja faktisk ikke ret mange mennesker i det hele taget. Samtidig var der ved at blive forholdsvis varmt – én var tørstig, én svedte og én var træt i sine små ben (I ved hvordan det er) – vi var ikke helt sikre på, at vi var på rette kurs, og områdets historik taget i betragtning havde vi en naturlig respekt for at komme til at bevæge os hen i et ”forkert område”. Så da der kom en taxa forbi, besluttede vi os for at køre med ham det sidste stykke op ad bakken. Så var vi også 100% sikre på, at havne det rigtige sted – for foden af rulletrappen. Det sidste stykke vej kunne man virkelig fornemme den specielle vibe i Comuna 13 – man fornemmede klart fattigdommen, men også opblomstringen og kreativiteten.

Medellin, Colombia, Comuna 13

Taxa drop off ved indgangen til Comuna 13 og starten af rulletrappen

Indrømmet – vi var lidt spændte, da vi steg ud af taxaen. Og tænkte da også lige et øjeblik, om man alligevel skulle have taget med på en af de organiserede ”Medellin graffititure”,hvilket vi bestemt også havde overvejet. Vi har kun hørt positivt om turene, og den viden man får af de lokael guider, der selv er opvokset i Comuna 13, både informations- og sikkerhedsmæssigt. Men vi kan faktisk rigtig godt lide at udforske på egen hånd, ikke mindst når vi har børnene med, da det giver os 100% fleksibilitet i forhold til tempoet og deres behov. Det er meget nemmere, når man ikke er på en organiseret tur (eller måske en del af en gruppe – hvilket jeg personligt også er en smule allergisk overfor, for nu at være helt ærlig ;-)) Og guiderne dagen forinden havde forsikret os om, at det var sikkert på egen hånd, så vi begyndte at gå op ad stien mod den famøse rulletrappe.

Det viste sig, at man i Medellin er meget opsat på at bryde Comuna 13’s dårlige ry, og gør en del for at tiltrække besøgende, og derfor også prioriterer, at turisterne skal føle sig sikre. Det betød, at der ved hver afsats på rulletrappen, der hvor en ny sektion starter, stod en (bevæbnet) vagt. Det i sig selv er jo ret betryggende (og mega sejt, hvis du spørger ungerne) – men selvfølgelig også tankevækkende…

Hele vejen op ad bjergskråningen og på alle afsatser blev vi mødt af spektakulær kunst og streetart. Musikken strømmede ud fra de små gallerier og kreative cafeer i sidegaderne og vi fik virkelig en fornemmelse af livet i de små smalle og ret stejle gader. Samtidig kunne vi levende forestille os scenarierne med bandekrig og politijagt udspille sig her i disse gader – præcis som vi havde set det i ’Narcos’ (for dem der har set Netflix ;)).

Vi mødte ikke mange andre turister på vejen op, men blev i stedet mødt af nysgerrige blikke. For enden af rulletrappens sidste sektion var der en platform med en fantastisk udsigt over området. Her blev vi mødt af en repræsentant for ’udviklingen i Comuna 13’, der spurgte om alt var ok, og som ivrigt fortalte om, hvor godt og sikkert her var – og det måtte vi endelig sige videre… ;)

Vi talte lidt med den søde dame i en lille gadebutik og købte lidt overpriced børnesmykker og kaffeparfume af hende – herefter bestemte vi os for, at vi vist godt kunne se os lidt omkring. Vi blev virkelig draget af de små spændende gader og musikken i det farverige område, og fik lyst til at udforske lidt mere. Men samtidig havde vi de bevæbnede vagter i baghovedet, og blev enige om, at de nok trods alt ikke står der uden grund, så vi besluttede os for, at udforske i en fornuftig radius fra rulletrappen.

Alt åndede tilsyneladende fred og idyl. Der var virkelig spændende. Børnene legede i gaderne. Udsigten var fantastisk og vi fandt nogle ret cool rutsjebaner, hvor vi hang ud lidt til ungernes store fornøjelse og under bevågenhed fra nysgerrige beboere. Særligt børn. Jeg gætter på, at det nok stadigvæk ikke er en hverdagsbegivenhed, at der løber to små ’gringos’ rundt og leger i gaderne i Comuna 13 – engang det farligste område i Colombia, nu et kreativt område i opblomstring. En transformation som bl.a. målrettet byplanlægning og en rulletrappe med orange tag har været med til at drive.

Vi kunne sagtens have udforsket endnu mere, men blev enige om, at det var tid til at vende tilbage til Medellin. Denne gang fandt vi let bussen retur mod San Javier stationen – også her var vi de eneste turister. Offentlig transport er en fin måde at opleve en by på. Og vi var i det hele taget ret imponerede over infrastrukturen i Medellin – og det var så fedt at se, hvordan der med nye svævebaner og sporvognslinjer fortsat arbejdes på at skabe bedre forbindelse til de forskellige, ofte meget fattige, Barrios op ad byens stejle bjergskråninger. Denne udvikling af infrastrukturen er med til at sikre, at alle på sigt har bedre muligheder for at arbejde og modtage undervisning – den bedste vej ud af fattigdommen.

Medellin er på rette vej og vi kan bestemt anbefale et besøg i byen!

 

La Escaleras Eléctricas, Medellin, Comuna 13, Colombia

En rulletrappe med stor betydning

No Comments Yet.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *