Marokko – et førstehåndsindtryk

By 1

“Madame, come visit my shop S’il vous plait”!
De utallige invitationer fra Medinaens ivrige butiksejere flyder sammen med de evigt dyttende motorcykler, der på magisk vis snor sig gennem menneskemængden i Soukens smalle gader. Råbene fra calèche-førerne er i skarp konkurrence med henna-malernes insisterende tilbud og slangetæmmernes enerverende fløjter, der alle bejler om turisternes gunst – alt imens højtalerne på den over tusinde år gamle moske jævnligt kalder byen til bøn.

Velkommen til Marrakech!

Duften af friskbrygget myntete er allesteds nærværende. Den blander sig med den umiskendelige kommen-duft fra Soukens krydderiudsalg og cedertræets sødme fra det lille træværksted på hjørnet. Gadehandlernes boder er lidt af en farveeksplosion, hvor bunkevis af farverige granatæbler og friske appelsiner ligger klar, hvis du har et par kroner tilovers til en lækker friskpresset juice.

Marokko er blevet ret populært blandt danskerne de senere år, og landet indbyder da også til en for- eller efterårs getaway, da det er en rimelig vejrsikker destination, som kan nås på bare 4,5 time fra Kastrup. Vi var efterhånden også blevet ret nysgerrige på landet, og satte os for at se lidt nærmere på, hvad Marokko kunne tilbyde en børnefamilie med hang til eventyr.

De fleste turister, der ankommer til Marokko med rutefly, lander i Marrakech. Det gjorde vi også (vi fløj fra Billund via Amsterdam). Et lokalt bureau havde anbefalet os et hotel med pool i udkanten af byen, fordi vi rejser med børn. Men vi ville gerne ind og bo i Medinaen – helt inde i centrum af den gamle bydel – med de fortryllende labyrinter af gader og den farverige bazar, souken, hvor specielt lædervarer, tæpper, lamper og smykker er i høj kurs. Det er her, de smukke gamle Riads ligger side om side – de traditionelle marokkanske gæstehuse, der typisk gemmer sig bag anonyme trædøre i de halvskumle sidegader. Bag dørene åbenbarer sig de fineste små hoteller med åbne gårdhaver og de smukkeste udskæringer og mosaikker. Fra Riad’ens tagterrasse får du en fantastisk udsigt over den gamle bydel, og du føler dig totalt hensat til 1001 nats eventyr.
Måske er dette ikke helt så ”børnevenligt” som et stort hotel med pool. Men klart det mest autentiske! Så sådan ville vi også bo – og sådan blev det, hvilket vi var rigtig glade for, da den skønne oase levede hundrede procent op til vores forventninger til et ophold i Marrakech.

Indenfor en radius af blot et par timers kørsel fra byen, er der frit valg mellem mange forskelligartede oplevelser. I Marrakech får du et ægte 1001 nats eventyr med æselkærrer, bazarer, hestevogne og tusindår gamle bygninger krydret med det topmoderne byliv med museer, trendy butikker og hippe tagterrasser. Blot en times kørsel fra Marrakech venter Atlas bjergenes berberlandsbyer, hvor kvinderne driver deres får gennem marker og frodige olivenlunde, og livet leves som for flere hundrede år siden. Der er masser af vandremuligheder både for børn og voksne, og de sneklædte tinder fra Jebel Toubkal, nordafrikas højeste bjerg, kan erobres på et par dage. De golde ørkenlandskaber i high Atlas leder dig, via Plateau du Kik, videre til Agafays stenørken, hvor du kan ride på kameler og overnatte under stjernerne i smukke beduinlejre. Det tørre og golde landskab står i skarp kontrast til kystområderne, hvor forholdene er perfekte til bl.a. at dyrke den lokale specialitet, Argan olien, og der er også gode muligheder for de lokale vinbønder.

Den gamle fiskerby, Essaouira på Atlanterhavskysten, ligger blot to timers kørsel fra lufthavnen i Marrakech (og der er ikke meget længere til Agadir, hvis man foretrækker en lidt større stranddestination). Essaouira er med sin charmerende arkitektur og sit velbevarede fæstningsbyanlæg på UNESCOs verdensarvsliste. Og også her finder du et interessant mix af en autentisk gammel bydel, Medinaen, og den store attraktion, stranden, hvor (kite)surfere fra hele verden flokkes til pga. blæsten og de høje bølger. Den lange strandpromenade summer af liv med fodbold- og basketballbaner, strandbarer, løbere, strandgæster, heste- og kamelridning i skøn forening. Og af og til kaldes der til bøn fra moskeen fra højtalere over hele byen. Essaouira er endnu en fantastisk smeltedigel af det moderne byliv og de gamle traditioner.

Vi elskede Marokko, fra det øjeblik vi trådte ind i vores Riad i Marrakech. Og synes virkelig, at det levede op til vores forventninger – og lidt til. Vi trives rigtig godt med destinationer, hvor vi både kan få nye oplevelser og være aktive sammen med børnene, men hvor der stadig også er mulighed for at ”forkæle dem” med lidt pool eller strandhygge. Med den korte flyvetid, de korte lokale køreafstande og mange forskelligartede oplevelser, var Marokko noget nær perfekt som familiedestination!

Er du til shopping. Storbyliv. Vandpiber. Tagterrasser. Eksotiske bazarer. Moderne museer. Grønne oaser. Farverige mosaikker. Moskeer. Hestevogne. Olivenlunde. Vingårde. Kamelridning. Beduin camps. Trekking. Mountain biking. Bjergbestigning. Quad bikes. Kite- og SUB surfing. Æsel kærrer. Strand og sol. Ja så har Marokko faktisk lidt af det hele :-)

..
Stay tuned – skriver lidt mere om Marokko snarest!

No Comments Yet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *