Japan i autocamper – fordele og ulemper!

By 0

Hvordan var det så at køre i camper i Japan?  Jeg har lavet en liste med de fordele og ulemper, vi synes, der var forbundet med livet på de japanske landeveje.

FORDELE

Fleksibilitet
Du har 100% frihed til at køre præcis derhen, hvor du ønsker, når du ønsker det.

Gratis overnatninger 
Der er masser af de såkaldte ”Park & Sleep” pladser i Japan, hvor du overnatter ganske gratis. Som minimum vil der altid være en toiletbygning, og selv om der er tale om offentlige toiletter, så er faciliteterne utrolig pæne og rene (som det er tilfældet i det meste af Japan!). Er du heldig, ligger der en butik tæt på, hvor du kan købe lidt snacks og drikkevarer. Mange steder kan du også parkere og sove gratis ude i naturen – dog uden faciliteter! Da hoteller er en væsentlig udgift på en Japan rejse (og det kan være svært at presse to børn ind på et dobbelt værelse), er der penge at spare ved at overnatte i camperen. Man kan i princippet sove hvor som helst!

Madlavning
Du kan også spare en del penge på mad, når du bor i camper. Supermarkederne er meget velassorterede, så du kan vælge at lave dine egne måltider. Eller, som vi gjorde, blot spise morgenmad – og af og til frokost – i camperen. Der var køkkengrej til rådighed, men da vi ikke var på farten så længe, og elsker at prøve det lokale køkken, valgte vi at spise alle aftenmåltider ude. Gerne på små lokale restauranter, som vi ofte fandt i de mindre byer undervejs.

Nemt med børn
Det er bare nemt med børn, når man har en camper! Alle ting er lige ved hånden hele tiden, og det betyder ikke noget, om man flytter meget rundt og finder et nyt sted at sove hver nat. Camperen er velkendt, alle mand sover sammen og ungerne elsker det.

Det er sjovt og hyggeligt
Er du til outdoor og camping liv er det super hyggeligt at campere! Man sover tæt sammen i bilen – hvilket børnene synes er fantastisk. Og så ER et roadtrip bare hyggeligt. Man kommer ned i gear, der er rig mulighed for familietid og på de lidt længere køreture står den hos os ofte på fællessang (I know, det er ikke kønt, men det er sjovt!), ’gæt et dyr’ og ’find alle de ting der starter med bogstavet K’ ;-)

Lokale oplevelser
Hastighedsbegrænsningerne gør, at tempoet er langsomt! Og livet på landevejen giver masser af muligheder for at komme tæt på lokalbefolkningen. I supermarkedet, på tankstationen, på de ikke turistede Onsen (spa/badeanstalter), i de helt små, gemte landsbyer og på de små, lokale restauranter – der hvor alle skilte og menuer er på japansk, og hvor du må pege og benytte tegnsprog for at bestille din mad. Vi krydsede bl.a. også over de Japanske Alper og kørte ud til havet på vestkysten. Det var et helt andet Japan vi så her – og ikke en turist i sigte. Andrés (Japan Campers) påstand holdt stik: ”there are 10 million people on the JR (Japan Rail), so if you want it all to yourself, camper is the way to go!”

GPS & APPS
•Da vi hentede camperen blev vi udstyret med en iPad (inkl. holder til forruden). Japan Campers havde allerede installeret den mest optimale GPS, ligesom en masse brugbare apps var lagt ind på forhånd. Driving Rules, Japan Map, JP_Trafficinfo, Tokyo metro & subway map, Japan Snow, Kyoto Guide, Weather, currency converter, Japan 7-11 (hvor man altid kan finde wifi og ATM), Translater (altid handy!), JapanSpaMap (hvor er nærmeste Onsen), Campgrounds (kun åben i sommersæsonen) og Park & Sleep (hvor vi overnattede). Det var super fedt og en stor hjælp på landevejen! Online support på alt fra vejret til det japanske sprog lige ved hånden – og mulighed for livechat med Japan Campers – Genialt!

ULEMPER

Venstrekørsel
Der er venstrekørsel i Japan, hvilket godt kan skræmme folk fra at vælge kør-selv. Det er synd. For det er egentlig ikke en ulempe og slet ikke svært – blot noget man lige skal vænne sig til.

Hastighedsbegrænsninger
Mange steder er hastighedsbegrænsningen på landevejene 35-40 km/t – og faktisk kan man heller ikke køre hurtigere. Der er rigtig mange små byer og meget smalle veje, hvor der reelt ikke er plads til, at to biler passerer hinanden. Så når der står, at man skal regne med at tilbagelægge 35 kilometer i timen, så kan man godt regne med, at det kommer til at tage en time! Nogle veje ligner nærmest markveje, og man kan seriøst komme i tvivl, om man er på rette spor (også lidt hyggeligt ;-)). Men dette betyder naturligvis også, at, med mindre man har virkelig lang tid til rådighed, så er man nød til, at skulle på motorvej indimellem (selvom den tilladte hastighed her også kun ligger på ca. 80-100km/t.)!

Motorvejsgebyr
Der er nogle ret høje gebyrer (toll) for at køre på de Japanske motorveje. Til gengæld var der aldrig crowded. Og for at få tilbagelagt nogle kilometer, giver det god mening af og til at benytte sig af motorvejene. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med en kedelig udsigt – det kan både være grønt, bjergrigt og med havudsigt eller kig til Mount Fuji. Vi kørte ikke på motorvej hele tiden, og brugte vel ca. 34.000 JPY (omkring 2200kr) på toll afgifter.

Smalle veje
Af og til kan man godt blive ”snydt” lidt af GPS’en og blive ledt ind på nogle utrolig smalle veje, hvor der reelt ikke er plads til, at en stor personbil eller camperen kan køre. Eller der står pludselig et jernrør på hver side af vejen, og passagen er for smal til mange biltyper. Ikke noget stort problem, men vi oplevede det et par gange, og GPS’en er ikke obs på den slags. Stor udfordring at bakke på en vej, hvor to biler reelt ikke kan passere hinanden. Pludselig gav det mening, hvorfor mange japanere kører rundt i de her lidt pudsige, meget smalle biler ;-)

•Park & Sleep – not so scenic
Set ud fra et økonomisk synspunkt er det helt perfekt, at man kan overnatte gratis i et land, der ellers har ry for at ligge i den dyre ende, når det kommer til hotelpriser. Det skal dog nævnes, at langt de fleste pladser ikke har en specielt scenisk beliggenhed. Der er ofte tale om en helt almindelig asfalteret parkeringsplads og gerne tæt på en vej. Nogle få steder var vi tæt på naturen, en flod eller havet. Men det var stadig på en stor parkeringsplads. Når man kommer til de større byer som Kyoto og Tokyo, så ligger Park & Sleep som regel lidt udenfor byen. Den største ulempe ved Park & Sleep er måske, at det ikke er muligt at komme i bad. Der er toiletter og håndvaske til rådighed. Men ingen badefaciliteter. Og med en lille camper som vores (uden toilet og bad), så står den enten på en lidt kølig etage-vask eller man kan, som vi gjorde, køre til den nærmeste Onsen (Japansk ”spa” bad/badeanstalt med varme kilder) og tage sit morgenbad sammen med de lokale.

Sovepladser – bekvemmelighed
Det var rigtig hyggeligt at sove i den lille campervan, det var det virkelig! Men det er ikke den mest bekvemme seng, og nok ikke noget alle ville synes var fedt. Det er ikke sprit nye campere, man lejer gennem Japan Campers. Til gengæld er de til at betale sig fra. Men når de to sæder og bordet skal laves om til en dobbeltseng, så bliver det hverken den blødeste eller mest plane seng i hele verden ;-) Og den lille ”hems” som ungerne sov på, mindede mest af alt om en spånplade med en minimal (3-5cm tynd) skumhynde på. På ingen måde super bekvemme sovepladser –hverken for små eller store (slet ikke hvis man som mig har store rygproblemer). Men altså, what can I say, det var brandhyggeligt, det var fleksibelt, det var billigt og ungerne havde en fest. Tænk at ligge i ske med sin bror/søster lige over hovederne på mor og far, mens der bliver fortalt historier i pandelampens skær. Så bliver det ikke bedre…. ;-)

Optimal årstid
Det kan godt blive koldt i camperen! Der er en lille ovn som opvarmning, og den kører på batteri, der oplades i løbet af dagen, mens man kører. Men hvis ovnen er tændt fra 20-21 tiden, så kan batteriet godt slippe op i løbet af natten. Og så bliver det koldt (der følger soveposer med i lejen!). Vi var afsted i marts/april og det var til den kølige side – og det samme ville være tilfældet i efteråret. Jeg vil tro at vinteren bliver for kold. Mens sommeren vel nok er den mest optimale årstid, sådan rent temperatur mæssigt. På det tidspunkt åbner de egentlige ’campgrounds’ også. Når det er sagt, så fungerede det rigtig godt for os med ovnen, vi holdt varmen og fordelen var, at vi stort set var de eneste på alle pladserne. Så vi skulle aldrig bekymre os, om vi kunne få plads, når vi nåede frem (det er først til mølle) – og der var fred og ro!

Det blev koldt i camperen i bjergene!

Det blev koldt i camperen i bjergene!

Vi synes, det var en rigtig god oplevelse, at udforske Japan på fire hjul. Og vi synes klart, at fordelene opvejede ulemperne. Der er penge at spare! Og den frihed det giver, at du ikke er afhængig af afgangstidspunkter og offentlig transport, gør at du kan komme lidt ’længere ud’ – og snuse til hvad Japan gemmer på, lidt udenfor alfavej. Når du er fremme på en destination, kan du nemt udforske området yderligere – liiige køre den ekstra tur op i bjergene, udforske de omkringliggende landsbyer og tage turen rundt om søen – eller hvad det nu måtte være. Den frihed kan vi rigtig god li! Men selvfølgelig kan tidsperspektivet være en faktor. Og man ville med fordel kunne kombinere camper (eller bil) leje med et Japan Railpass – evt. et par uger med begge dele – for på den måde at opleve mest muligt og få det bedste af begge verdener. Vi har i hvert fald talt om, at det er sådan vi vil gøre det ”næste gang” :-)

P.S. Husk at der ved billeje i Japan kræves internationalt kørekort (25kr. på borgerservice 1 års gyldighed)

5 Comments
  • Martin
    February 2, 2017

    Kaere Pernille

    Allerførst – tak for en inspirerende blog. Vi er en families paa to voksne og to boern paa hhv 5 og 9 aar, som paataenker at tage en tur (14 dg) til Japan til April. Jeg kan ikke umiddelbart læse hvor længe I selv var afsted, men jeg håber, du evt kan give et par gode råd om 14 dage er alt for lidt eller om du kan anbefale en rute til sådan en tur – evt kombi af campervan og tog? Vi bor til daglig i Singapore, så har ikke behov for meget storby, men mere natur og kulturoplevelser.

    Jeg håber at høre fra dig. På forhånd tak.

    Mvh, Martin

    • Forstadsnomade
      February 5, 2017

      Kære Martin
      Tusind tak for din besked. Dejligt at I læser med :-)
      Det lyder rigtig dejligt med Japan! Vi havde også kun lige godt to uger i Japan, da i var afsted i skolernes påskeferie, og vi nåede faktisk rigtig meget på den tid. Så det synes jeg sagtens at I kan. En kombi af Camper og tog lyder som en god ide. Det tager lidt lang tid, derude på de små veje, men tilgengæld får man også set lidt countryside og områder, som man ellers ikke ville opleve. Vi lejede camperen gennem et lille (polsk) firma der hedder Japan Campers. De er ikke nye, deres biler, men tilgengæld er de heller ikke så dyre.
      Vi startede med at køre nordvest for Tokyo – op i bjergne hvor vi bl.a. kørte op til Takaragawa onsen (ækkert område der ved Gunma og Takaragawa River) og vi så også mange af de små landsbyer undervejs. Herfra krydsede vi ned over bjergene (Tateyama mountains mener jeg..) til kysten ved Tokayama. Helt andet landskab/Japan end man lige forestiller sig det. Herfra gik ruten via Kanazawa til kyoto. Og så var vi ved Fuji Five Lakes – Mount Fuji – og i Tokyo. Med små afstikkere og stop undervejs. Vi tog hele turen i camperen, så med toget, vil I måske kunne nå ned til Hirosima osv. også. Men det er jo altid begrænsningens kunst, man skal jo også ha til til afslapning, hygge og udforskning undervejs.

      Håber det gave mening… ;-)
      Der står en lille tut og hiver i mig! Håber I får en dejlig rejse – vi drager selv mod Colombia i april. Bliver også spændende.
      Mvh Pernille

  • Mette / Mette & Martin Rejser
    February 7, 2017

    Ovr, det var inspirerende læsning! Vi har nemlig Japan højt placeret på ønskelisten over kommende rejser – og vi havde slet ikke overvejet, at man kan tage den rejse i autocamper. Det lyder – med sine fordele og ulemper – som en fed oplevelse! Det skriver vi os lige bag øret :) Kh Mette

    • Forstadsnomade
      February 18, 2017

      Hej Mette
      TAk skal du ha :-) Vi havde heller ikke lige tænkt i de baner, og det var lidt tilfældigt at vi faldt over det. Men det var – med sine fordele og ulemper – er rigtig god oplevelse. Og det passede godt til os med ungerne også. Det kunne i sagtens overveje, måske i kombi med tog, og man kan også få campere, der er lidt mere fancy end vores! Vi var bare ikke ude i så god tid + vi tog en af de billige. Japan kan bestemt anbefales, og det er ikke vores sidste besøg derovre!
      Kh Pernille

      • Mette / Mette & Martin Rejser
        February 21, 2017

        Hmm… det lyder faktisk ikke helt dumt at kombinere camper og tog! Jeg kan mærke at rejselysten allerede bobler og sætter drømme i gang :) Kh M

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *