I promise not to leave you at Heartbreak Hotel!

By 1

Da Elvis fik sin Priscilla – igen.

Ja det lyder måske som en dårlig film! Men det var i korte træk optakten til vores Vegas bryllup ;-)  Og hvordan var vi så havnet der? På vej til bryllup i Las Vegas. Bare os tre?

Vi havde lidt travlt. Var kommet for sent afsted. Men som bekendt er det ikke altid let at skynde sig, når man har et barn på 20 mdr. med på rejsen. Akkompagneret af lyden fra de klirrende mønter i kasinoets spilleautomater trådte vi ud af elevatoren og hastede mod hotellets parkeringskælder, mens det neon farvede lys blinkede om kap med musikken, der blæste ud af kasinoets højtalere. Kasinohotellet, Planet Hollywood, var nøje udvalgt til stedet, hvor vi skulle bo under opholdet i Las Vegas. Udvalgt pga. at, det netop var på dette sted, at Elvis (den rigtige) fik sin Priscilla (den rigtige) tilbage i maj 1967. Dengang hed hotellet dog Aladdin Hotel, og desværre er der i dag ikke mere tilbage af det fine rock-historiske hotel – til især Thomas’ store ærgrelse – men det er en helt anden snak!

image

Der var gang i The Strip, da vi endelig fik svinget vores gigantiske firehjulstrækker ud i den tætte trafik. Stemningen i bilen var en smule hektisk. Vi var sent på den, og vi skulle også liiige et smut forbi en kostumeudlejningsbutik, som vi havde fundet på nettet samme morgen. Vi manglede en lille dragt til Pelle, og Thomas ville gerne have en sort Elvis-paryk på i dagens anledning. For skal der være bryllup Vegas style. Så lad der være bryllup VEGAS STYLE!

Det føltes som om, at Thomas var inde i den kostume butik i en evighed. Der var kun 15 minutter til vores bryllup skulle begynde. Pelle var umulig og ville ha sin far! Han var inde i en af de der ”det-er-kun-far-der-dur”perioder. Han svedte og var ved at være træt. Temperaturen steg, og stemningen i bilen havde nået et absolut lavpunkt, da Thomas endelig kom ud af butikken. Han hoppede hurtigt ind i bilen, og kastede en lang sorthåret paryk om til mig på bagsædet. ”Det er til dig”! Øhh tak (jeg var slet ikke klar over, at det var en del af drømmen) ?! Herefter forlod den store firehjulstrækker igen parkeringspladsen og svingede på hvinende dæk ud i trafikken på The Strip. Vi var ikke 100% sikre på vejen til The Graceland Wedding Chapel, og vi skulle for øvrigt også liiiige klæde om, når vi nåede frem!

image

Ja det lyder måske som en dårlig film! Men det var i korte træk optakten til vores Vegas bryllup ;-)  Og hvordan var vi så havnet der? På vej til bryllup i Las Vegas. Bare os tre?

Da Thomas friede til mig et par år forinden, havde vi talt lidt om, hvordan det skulle foregå. Jeg hældte umiddelbart til kirkebryllup og en stor fest for venner og familie. Ikke nødvendigvis meget traditionelt. Men alligevel. Kirke, kjole og hele molevitten. Thomas kunne sagtens se sig selv i det setup. Han ville på den ene side gerne holde et brag af en fest. Hvor ofte er der også lige anledning til det?! Men på den anden side, så havde han også en drøm om et Vegas bryllup. Bare os to (tre). Ude på eventyr. Sådan som vi elsker det. Og som den kæmpe store Elvis fan han er, så var der ligesom ingen tvivl om, at vielsen i så fald skulle foregå i Graceland Wedding Chapel – og at Elvis skulle udføre ceremonien!
image

Vi talte om, at det ene vel egentlig ikke udelukker det andet. For vil man vies i Las Vegas er der alligevel nogle blanketter der skal udfyldes og underskrives, for at brylluppet også er gyldigt i Danmark. Så det ville bare gøre det nemmere, hvis vi allerede kom med en dansk vielsesattest i rygsækken. Vi landede den på fest og kirkebryllup i Danmark. Og når så vi engang kom til Las Vegas, ville vi også lige snuppe sådan et Elvis bryllup!
00029844

Nu endte vi så faktisk med at planlægge et roadtrip i Californien kort tid efter brylluppet. Ikke en bryllupsrejse. Den gik til New York uden barn senere samme år. Men blot en af vores årlige rejser. Og så tænkte vi….tja…vi er da godt nok lige blevet gift når vi rammer Vegas. Men hvorfor ikke udleve Elvis drømmen her og nu. Hvorfor udskyde noget ti år, som vi kan gøre i dag?! Og fra Thomas’ (Elvis inspirerede) polterabend havde han tilfældigvis også Elvis outfittet klar.
Så sådan blev det!

Ti dage efter vores vielse i Danmark var vi nu på vej mod The Graceland Wedding Chapel! En kende forsinkede, og nærmest på to hjul, kom vi susende ind på det lille kapels parkeringsplads i en fantastisk mellemtid – ca. 4 minutter til takeoff, storsvedende og med masser af tid til at iføre os det medbragte bryllupstøj ude på parkeringspladsen.

image

Præcis 3 minutter senere trådte Elvis, Priscilla og mini Elvis ind af døren til Graceland Wedding Chapel. Lige tids nok til at underskrive et par dokumenter, modtage brudebuketten, putte det viltre blonde hår ind under parykken og få rettet på Pelles outfit. Det var NU vi skulle giftes. Eller teknisk set var der jo ikke tale om en vielse, men om en såkaldt ”renewal of vows” ceremoni. Thomas var iført fuld Elvis suit – den karakteristiske hvide med frynserne, kraven og det store bælte, du ved – og sort paryk. Pelle, en mini Elvis dragt inkl. skumguitar. Og jeg selv min mors fine, gamle, blonde brudekjole fra 1967 (så kom den også lige til sin ret og årstallet var perfekt) og en lang – ret varm – sort paryk. Alle mand i bare tæer, da rygsækken ikke lige indeholdt passende fodtøj til lejligheden. Thomas og Pelle gik ind og stillede sig klar ved alteret i det mennesketomme kapel. Mens Elvis (i sort outfit) – som naturligvis også skulle udføre ceremonien i dagens anledning – stod klar til at føre mig aka Priscilla op til alteret.

image

Selve brylluppet var simpelthen så sjov og anderledes en oplevelse! Som regel kommer folk for at forny deres løfter i forbindelse med en mærkedag – f.eks. på deres 5, 10, 15 eller måske 20 års bryllupsdag. Og her stod vi så, kun godt en uge efter vores bryllup i Danmark. Men det vidste Mr. Elvis præsten jo ikke, da vi gik i gang. Han gav den hele armen og var selv ved at komme til at grine, da han indledte ceremonien med: ”We are here to celebrate Pernille & Thomas’ 10 days…….måbende pause…….of marriage” :-):-)
image

Efter hans indledende prædiken kom vi til bryllupsløfterne, særligt designede til sådan en Elvis ceremoni. Og på skift gentog vi efter Mr. Elvis præsten:

Thomas: I promise to love you tender and to never be a hound dog.
I will never leave you with a suspicious mind and I will always be your big hunk of burnin’ love.

Pernille: I promise not to leave you at Heartbreak Hotel.
I will never tread on your blue suede shoes and will always be your loving teddy bear.

image

Vi fik sagt “I do”, kyssede og gav hinanden ringende på – igen. Alt imens Pelle helt målløs så til fra sit trygge sted i Thomas’ favn. Hele ceremonien sluttede af med, at Hr. Elvis præsten kom ned og stod med armene om os begge, mens vi alle skrålede med på
VIVA LAS VEGAS
som drønede ud gennem højtalerne!
image


Det var Las Vegas når det er bedst – og værst – det var sjovt, det var skævt, det var rørende, det var tåkrummende, det var skørt, det var romantisk, det var bizart og ja bare totalt surrealistisk. Præcis som vi havde håbet på.

Fotografen, den eneste der havde været i rummet ud over os og Elvis, knipsede løs, og max 30 minutter efter vi var ankommet til Graceland Wedding Chapel, stod Elvis, Priscilla og mini Elvis igen ude foran på The Strip. Nu i vores lidt skøre bryllupstøj. 3-4.000 kr. fattigere – men en sjov og uforglemmelig oplevelse rigere!! Vi måtte stoppe et par på gaden, for lige at få taget et par billeder. Vores eneste minde fra dagen, indtil vi en måneds tid senere ville modtage de officielle billeder med posten. Mens vi igen stod og klædte om på parkeringspladsen, bakkede den sortklædte Elvis-præst ud og forlod stedet, mens den hvidklædte Elvis og hans brud, gjorde klar til at køre retur med udlejningstøjet. Jo jo Elvis (x2) had left the building! Og som Thomas sagde, så var det virkelig sjovt at prøve, men han var nu glad for, at vi også fik brylluppet i Danmark med ;-)
image_8

Resten af dagen foregik stille og roligt med lidt god mad, hygge i byen og mange gode grin!
Dagen efter var vi på en fabelagtig helikopter tur fra Las Vegas til Grand Canyon – en bryllupsgave fra arbejdet.

VIVA LAS VEGAS!

image
P.S. Et bryllup i Las Vegas kan helt sikkert blive en meget mere intim, romantisk og stemningsfyldt oplevelse, end den jeg beskriver i indlægget her. I det vi allerede var gift på forhånd, var spændingen på den front ligesom allerede udløst. Vi rejste alene. Og derudover valgte vi at gå all in på Elvis temaet – både mht. udklædning, præst, musik osv. Her kunne man sagtens have valgt et mere ceremonielt setup med en præst, candle ceremony, vidner, gæster, personlige bryllupsløfter, limousine kørsel og en bryllupsmiddag med familie og venner – alt efter hvem man kan få lokket med derover!

 

 

2 Comments
  • Ontripdk
    November 10, 2015

    Hihi Pernille, edder sjovt at læse og godt beskrevet. Troede jeg så forkert da I også har valgt at blive gift i Vegas :-)

    Når jeg desuden læser at I er gift der samme sted som os, så var øjnene da ved at falde ud af hoved på mig :o) for det er da for underligt, på den gode måde.

    Jeg har faktisk også skrevet om vores bryllup i Vegas også sammen med Elvis, hvis du er nysgerrig kan du jo læse om det :-)
    http://ontrip.dk/vores-bryllup-i-graceland-wedding-chapel-las-vegas-usa/

    Ser ud som en super sjovt bryllup og jeg forstår godt jeres valg om at blive gift i Vegas ;-)

    /Annette

    • Forstadsnomade
      November 10, 2015

      Hej Annette
      Tak for besøget ;-) Hvor er det sjovt, at I også er blevet gift i Vegas. Og så endda præcis det samme sted. Lidt af et sammentræf, der er trods alt ret mange at vælge imellem!!
      Jeg har lige læst jeres historie. Og det lyder også til, at I havde en fantastisk oplevelse derovre. Skønt! Det var altså også bare noget helt specielt :-)
      //Pernille

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *