Globetrotter børn med hang til “morfar mad”

By 0

”Aj hvor fedt!! Så spiser jeres børn bare alt, gør de ikke….?

En sætning jeg ofte bliver mødt med, når jeg taler med folk om vores ofte ret eksotiske rejser. Og man kan også roligt sige, at vores børn efterhånden er både rejsevante og åbne, når det kommer til nye oplevelser, kulturer og destinationer. Og med sådan en åbenhed og et mod på at møde den store verden, ja så skulle man vel tro, at denne åbenhed og eventyrlyst også gælder mødet med ny og ofte ret fremmedartet mad.
Men det korte svar hertil er…. øhh NEJ, not so much….. ;-)

For nok rejser vi meget, og på rejserne bliver vores børn præsenteret for alt muligt mere eller mindre eksotisk mad. Og nok har de en mor, der er vegetar med en forkærlighed for asiatiske retter. Men når vi er hjemme, er vi så privilegerede, at mine forældre hjælper os rigtig meget i hverdagen. ’Morfar’ er rigtig flink til at komme med lidt aftensmad, eller fodre afkommet af, inden de bliver afleveret hos os. Og morfar kommer altså fra landet. Fra et hjem, hvor der var ret mange børn, hvor der blev arbejdet hårdt, og det var helt naturligt, at man skulle ”ud og tjene” som 13-14 årig. Og hårdt fysisk arbejde kræver RIGTIG mad. Rigtig mad som i kartofler, kød og sovs (masser af sovs!). Sådan var det i min barndom, og sådan er det stadig. Når morfar kommer med mad, så er det RIGTIG mad. Og det gør han selvfølgelig ikke hver dag, men ofte nok til, at ungerne ELSKER gammel dansk mad (som deres mor sjældent disker op med), og ofte nok til, at han i børnehaven går under navnet ’frikadelle morfar’. Så åbenheden over for nyt mad, kan, særligt hos ældste barnet, faktisk ligge på et meget lille sted!

For mange børn (og sikkert også en del voksne) gælder det ofte, at hvis man kan få, det man kender hjemmefra, så ville det egentlig være ret dejligt. Og her er vores børn – særligt den ene – ingen undtagelse. Hvorfor kaste sig ud i farverige eksotiske frugter og juicer, hvis man bare har det bedst med pærer, æbler og bananer. Juice skal også helst bare være æblejuice, hvilket kan være en udfordring i Asien, hvor de ikke har frygtelig mange æbler, men derimod mango, papaya, vandmelon eller ananas. Meeennn det bliver alt sammen lidt for eksotisk ;-)

Eksotisk måltid i Komodo N.P – og med ris, kylling og ketchup kan det ikke gå helt galt :-)

Giver det så ikke udfordringer når vi rejser?

Joh….det kan det gøre, særligt når man kommer lidt uden for Alfavej, som vi af og til ynder at gøre, hvor der langt fra er frit valg på alle hylder – og hvor man ikke forstår sproget hos personalet eller skrifttegnene på menukortet, hvis der overhovedet er et menukort. Men her skal vi også bare huske på, at det jo faktisk er ret sejt, at børnene trives så godt med rejserne og de nye omgivelser og oplevelser, og at det måske er ok, at man så er knap så eventyrlysten med maden. Særligt da de var lidt yngre, rejste vi ofte med en pakke havregryn i rygsækken, så kunne de altid få det, hvis der virkelig ikke var noget, de havde lyst til. Ellers f.eks. hvis Pelle, som efter tre uger i Burma, bare var ved at være træt af ris med kylling. Og skulle vi være væk lidt længere tid, medbragte vi måske lidt kendte ”godbidder” i form af ostehaps og de dersen lækre vakuumpakkede salamistænger ;-)
Lidt velkendt er altid godt at holde humøret oppe med, og det behøver ikke fylde ret meget i rygsækken.

Da børnene var helt små, havde vi ofte en lille fryseboks med i rygsækken. Den havde vi fx glæde af i Cuba. Pelle var 6-7 mdr. på den tur, og var så småt begyndt at spise ”rigtig mad”, men repertoiret var stadig ret begrænset. Vi havde boksen til at ligge under klapvognen, når vi var ude og spise et sted, og var vi heldige, at der en sjælden gang var mange ting som egnede sig til en baby (kunne være kogte grøntsager, brød, frugt, kartoffelmos eller lig.), så puttede vi liiige resten i boksen og tog det med retur til vores Casa eller hotel – altså kun til de steder, hvor vi havde adgang til køleskab ik. På den måde sikrede vi – i kombi med det pulvergrød og frugtmos vi havde med i bagagen – at han fik noget nogenlunde varieret kost, selv i et land, hvor den, på det tidspunkt, stadig fortrinsvis stod på ris, brune bønner og meget friturestegt kylling.

Nu hvor de begge er større og (i princippet) spiser alt, er det heldigvis ofte sådan, at man enten kan få nudler, ris eller kartofler – og måske endda lidt agurk til. Ketchup har de også de fleste steder, og det kommer man ret langt med hjemme hos os! Og så snart man nærmer sig noget, der minder om steder med forholdsvis mange turister, så dukker de mere ”trygge retter” som spaghetti, pizza og fritter også ligeså stille op på menuen. Og det er vores erfaring, at hvis vi lader børnene tage det lidt i deres eget tempo, og lader dem spise af det velkendte, hvor det er muligt, så får de lige så stille lyst til at smage på lidt forskelligt af det nye også. For ingen gider jo spise det samme i flere uger/måneder i træk. Heller ikke de små.

Da vi var i Japan i foråret – og Uzbekistan i sommer – hvor udvalget af ”typisk børnemad” ikke var særlig stort, synes de faktisk, der var lidt sjovt at prøve nogle nye ting. Bevares, træerne vokser ikke ind i himmelen, men jo, der var hul igennem ;-) Særligt i Japan hvor maden på nogle af restauranterne tilberedes på bordet lige foran en, så man kan følge med i hele processen. Det tog kegler. De synes også det var lidt skørt og ret sjovt, at vi ofte ikke kunne tale med tjeneren. Og nogle steder ikke engang kunne læse menukortets tegn, og derfor måtte bestille dét, de fik at spise ved nabo boret, fordi det var nemt at pege på. Og så hjalp det også lidt, at man flere steder kunne trække mad i en spændende automat, eller at man kun kunne spise med pinde, hvilket også var en sjov udfordring.

Jeg vil ikke sige, at vores børn er voldsomt kræsne. Men særligt den ene er bestemt ikke ret eventyrlysten, når det kommer til mad. Alligevel har det aldrig for alvor givet os problemer på rejserne, da vi sørger for at forberede os en smule hjemmefra, hvis vi rejser til et land, hvor vi ved, at det kan være lidt småt med velkendte retter. Og så fornemmer vi efterhånden, at det kommer lige så stille!
Så budskabet herfra er egentlig bare, lad ikke bekymringer om mad skræmme jer fra at besøge en destination (med mindre der er tale om allergier eller andre særlige behov naturligvis) :-)

Pelle har selv formuleret det meget fint, da vi sidste år var hos skolens sundhedsplejerske. Hun kom hos os, mens jeg var på barsel, og var klar over, at vi hjemme hos os rejser en del. Så hendes indgangsvinkel, til ”den der snak” om sund og varieret mad var noget a la…

Sundhedsplejerske: Nå, rejser I så stadig meget?
Mig: Ja det gør vi!
Sundhedsplejerske (henvendt til Pelle): Så er du garanteret rigtig god til at smage på nyt mad…?
Pelle (med klar og tydelig stemme): NEJ!

Og så talte vi ligesom ikke mere om den sag – og ja, globetrotter drengen (og pigen) er stadig ret glad for morfar mad som for eksempel boller i karry, men karry er da også et ret eksotisk krydderi fra Indien ik :-)

 

No Comments Yet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *