Filippinerne eller Fanø?

By 0

Lige siden vores børn var helt små, har vi taget dem med ’i rygsækken’, når vi rejste ud i verden. ”Skal/skal ikke” var egentlig ikke noget, vi talte særlig meget om. Vi havde selv været vant til at rejse rigtig meget, og da børnene kom, faldt det bare naturligt at fortsætte rejserne. Og jeg kan helt ærligt sige, at det for vores vedkommende kun har givet positive oplevelser at rejse med børnene.

(….)..så kunne børnene da ikke være mere ligeglade, om destinationen hedder Filippinerne eller Fanø – så længe de holder fri og er sammen med mor og far…

Vi har i løbet af årene oplevet flere, der sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også er en god ide, at rejse med de helt små. “Det er da i hvert fald ikke for børnenes skyld, at I rejser så langt”?! Og jeg kan også se, at det er et emne, der af og til debatteres livligt på de sociale medier. Det er tilsyneladende kun ’egoistiske speltmødre’ der tager børnene med ud i verden?!  Fair nok. Men egoistiske er vi vel alle fra tid til anden – på den ene eller anden måde (og spørger du mine venner, er der umiddelbart ikke meget spelt over mig ;-))

Før vi fik børn, kom der også af og til kommentarer som, ’bare vent til I får børn, så er det slut med alt det rejseri’. Jeg forstod det ikke helt dengang. Men holdt lidt lav profil. For hvad vidste jeg om det. Jeg havde jo ikke nogle børn – og så skal man passe på med at have en menig om den slags!

Men det har jeg nu. To styks. Og jeg forstår det stadigvæk ikke. For jeg synes, det er helt fantastisk at tage børnene med ud i verden! Det er naturligvis forudsat at økonomi og overskud er til stede. Og jo, selvfølgelig holder vi også nogle gange ferie i Danmark – hvilket vi også nyder rigtig meget!

Sommer i Danmark, Kerteminde Nordstrand

Sommer i Danmark, Kerteminde Nordstrand

Men jeg indrømmer da gerne, at de lange rejser trækker!
Og er det så for børnenes skyld, at vi rejser…?!

Det ultra korte svar er nej! Når der er tale om babyer, og de helt små, så kunne børnene da ikke være mere ligeglade, om destinationen hedder Filippinerne eller Fanø – så længe de holder fri og er sammen med mor og far, så kunne vi såmænd ligeså godt blive hjemme i haven! Så det samme spørgsmål kunne man i princippet stille i forhold til at køre sydpå, tage i sommerhus eller på camping!?

Det er vores erfaring, at børnene skal op omkring 4-5 års alderen, før de for alvor begynder at kunne huske noget fra rejserne. Men det betyder ikke, at de ikke synes, det er sjovt og spændende at rejse! Og det betyder heller ikke, at de ikke lærer en masse af rejserne! De oplever andre kulturer og skikke, ser spændende dyr og flot natur – og måske vigtigst af alt, så ser de, at der er stor forskel på, hvordan man lever rundt omkring i verden. At ikke alle har et helt værelse fyldt med legetøj. Eller tøj. Eller bare tag over hovedet for den sags skyld. Det kan man sagtens få en fornemmelse for, selvom man ikke er særlig gammel. Og jeg tror på, at disse oplevelser er med til at præge dem som mennesker!

Gili Gedde, Secret Gilis, Lombok, Indonesien

Gili Gede, Secret Gilis, Lombok, Indonesien

Derudover er jeg af den holdning, at hvis børnene er ligeglade med, hvor ferien går hen, bare de er sammen med mor og far, hvorfor så ikke vælge en destination, som mor og far rigtig gerne vil besøge? Altså forudsat at der på destinationen er ting, som børnene også ville synes var spændende – og det synes de langt hen ad vejen, at de fleste steder er, hvis bare man ‘sælger den’ rigtigt!

Og lige så vel som man plejer at sige, glade børn = glade forældre. Så kan man også vende den om og sige, at forældrenes humør smitter af på børnene. Og hjemme hos os bliver vi altså bare vanvittig glade i låget af at rejse. Og det kan ungerne mærke. Og det smitter. Så glade forældre gir også glade børn. Og ungerne glæder sig også, når vi skal ud med rygsækken!

Men vi gør også noget ud af, at de skal synes, det er spændende. Og vi bruger lang tid på at se på verdenskortet og tale med dem om, hvor vi skal hen, og hvilke oplevelser der venter dem. For eksempel talte vi inden Indonesiens turen i sommer meget om vulkaner og komodo varaner. Og i forbindelse med et roadtrip i USA, talte vi forinden om indianere og bjørne. Og efterfølgende fortalte Pelle & jeg om Indianere til børnehavens temauge – hvilket han var pave stolt over!

Det er da i hvert fald ikke for børnenes skyld, at I rejser så langt!

Jeg siger ikke, at lange rejser med børn er for alle. Ej heller, at det er det eneste rigtige. Slet ikke. Jeg er varm fortaler for, at man skal holde ferie på præcis den måde, hvorpå man slapper bedst af! Og man skal have lysten og overskuddet til de lange ture. Det kan godt være hårdt lige op til rejsen, at få styr på alle stumperne, at få pakket rygsækken til hele familien – og så er der lige den lange rejse…! Men når først man er afsted, er det SÅ fedt. Og jeg vil anbefale det til alle, der har mod på det. Start gerne mens de er helt små. Der er det en fornøjelse at rejse med børnene, og det er en fantastisk måde at nyde barnet på, for både mor og far, hvor man kun er hinanden – væk fra hverdagens gøremål og besøg. Derudover er de helt små virkelig nemme at rejse med – modsat hvad mange måske tror. De er glade, bare de sidder på skødet af mor og far, og får de basale behov dækket! Og så er de den ultimativt bedste ice breaker til at komme i kontakt med lokalbefolkningen! (læs også Han havde det som babyen i en samba sandwich fra vores barselsrejse med Pelle, da han var 7 mdr.)

Men er det ikke synd at tage små børn med ud på sådan en lang flyvetur… ?

Nej det synes jeg ikke, at det er! Og det mener helt oprigtigt, for vi oplever ikke, at ungerne er trætte af de lange flyvninger. Slet ikke på samme måde, som vi voksne kan blive. De er meget mere i nuet, og vi oplever faktisk tværtimod, at vores børn synes, det er SUPER FEDT at flyve!!! For dem virker det ligeså naturligt som at køre i bus. (læs også Eventyret starter i lufthavnen! hvor jeg skriver lidt om netop det).

Ventetiden i lufthavnen føles aldrig særlig lang for de to her..

Ventetiden i lufthavnen føles aldrig særlig lang for de to her..

Spørger du derimod mig, ville jeg da elske at kunne springe den lange flyvning over! Men når det så er sagt, så flyver jeg gerne, for at få de fede oplevelser, som vi får som familie derude i verden. Og det virker som om, at vores børn har det på samme måde. Pelle er allerede en rutineret globetrotter på 7 år. Og til trods for, at Filippa kun er tre år, Så har hun også allerede adskillige lange flyvninger bag sig. De glæder sig altid, til at skulle i lufthavnen! Og da jeg fornyligt kom retur fra en tur til London, og kørte direkte fra lufthavnen til børnehaven, sagde Filippa lidt surmulende:

Mor, jeg ville også gerne ha været med ude og flyve!! Var der skærme i sæderne, mor?!

Så nej, det er måske ikke kun for de små’s skyld, at vi rejser. Men det er vel også okay? Vi rejser for vores alle sammens skyld – som familie – og vi får mange dejlige minder med hjem i rygsækken.

Så herfra er budskabet det samme som altid….tag børnene med ud på eventyr ;-)
De er de sejeste små rejsebuddies – og de vil gerne!!

 

 

 

 

2 Comments
  • Tine
    November 25, 2015

    Jeg synes, at det er helt okay, at rejse med børn om de så er 10 år eller 10 måneder! Jeg er sikker på, at de gode oplevelser de får er med til at præge dem mere end man lige tror. Hvis man har haft en masse gode oplevelser fra man er få dagen gammel, så er jeg sikker på, at det også påvirker sindet positivt også selvom man måske ikke husker det. Selvfølgelig kan en tur til Fanø også være rigtig god! Men hvis man, som forældre drømmer om fjerne destinationer og har mod på at tage de små med, så synes jeg også helt klart at man skal gøre det 😊

    • Forstadsnomade
      November 25, 2015

      Hej Tine. Jeg tænker nemlig præcis på sammen måde – tror bestemt at det påvirker positivt, at opleve verden :-) Håber du nyder din rejse!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *